Udgiftsgodtgørelse til udskældte tjenestemænd?

Ministeriums afgørelse om udgiftsgodtgørelse i anledning af et tjenstligt forhør var gyldig.

nvi_portraetter_done_045_web.jpg

Der er normalt kun adgang til godtgørelse for en tjenestemands udgifter til bisidder, hvis det tjenstlige forhør ender med, at tjenestemanden ikke ikendes en disciplinær straf. Hvis særlige omstændigheder taler for det, er der dog mulighed for hel eller delvis dækning af udgifterne. I denne sag skulle Østre Landsret tage stilling til, om sådanne omstændigheder forelå.

Sagen drejede sig om to højtstående medarbejdere i Forsvaret, mod hvem der var blevet indledt tjenstlige forhør i anledning af, at der i 2013 var blevet givet ufyldestgørende svar på nogle folketingsspørgsmål, hvor de to havde været involveret i udarbejdelsen af svarene. Forhøret endte med, at forhørslederen indstillede de to ikendt henholdsvis advarsel og irettesættelse, hvilket Forsvarsministeriet fulgte.

Efter forhøret anmodede de to tjenestemænd om at få dækket deres udgifter til bisidder. Forsvarsministeriet anmodede forhørslederen om en udtalelse herom, og forhørslederen indstillede, at der kunne ydes dækning for halvdelen af udgifterne for den tjenestemand, der var blevet ikendt en advarsel, mens den tjenestemand, der var ikendt en irettesættelse, ikke kunne få dækket udgifter. Forsvarsministeriet traf afgørelse i overensstemmelse hermed.

Tjenestemændene mente, at de burde have fuld dækning af deres udgifter til bisidder, og de indbragte derfor afgørelsen for retten. 

Sagens udfald og omstændighederne i øvrigt
For byretten og landsretten var spørgsmålet, om Forsvarsministeriet ved sin vurdering havde inddraget de kriterier, som tjenestemandslovens § 23 foreskriver om spørgsmålet. 

I afgørelsen, der var truffet i overensstemmelse med forhørslederens udtalelse om spørgsmålet, havde man netop forholdt sig til sagens omstændigheder og sagens udfald.

Ministeriet – og forhørslederen – havde ikke fundet, at der forelå særlige omstændigheder i sagen. Forhørslederen havde i begge tilfælde fundet, at en følelig sanktion var påkrævet for begge tjenestemænd. Heroverfor stod, at der var gået næsten 5 år fra de begåede forhold til der blev taget skridt til at rejse tjenstlig sag. Desuden havde den ene tjenestemand handlet efter ”direktiv” fra den anden. Dette var baggrunden for, at ministeriet havde afgjort, at den ene tjenestemand kunne få halvdelen af sine udgifter dækket, mens den anden – der havde udstukket ”direktivet” – ikke kunne.

Denne vurdering fandt hverken byretten eller landsretten grundlag for at tilsidesætte, og Forsvarsministeriet blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

  • at sagen i overensstemmelse med hidtidig opfattelse viser, at tjenestemænd kun sjældent kan få udgiftsgodtgørelse, hvis forhøret ender med at tjenestemanden ikendes en disciplinær straf, 
  • at sagen normalt skal være af en ganske særlig beskaffenhed, hvis udgangspunktet om ingen omkostningsdækning skal fraviges, og
  • at sagen viser, at den tid, der er gået fra forholdet blev begået og til indledningen af det tjenstlige forhør, kan være et moment, der tillægges vægt i vurderingen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet