Udfald berettigede alligevel ikke til advarsel

I en meget omtalt sag kom Østre Landsret frem til, at det ikke var proportionalt, at en tjenestemandsansat lærer fik en advarsel for sin adfærd på et møde.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

I denne sag skulle Østre Landsret tage stilling til, om det var berettiget, at en tjenestemandsansat lærer blev tildelt en advarsel, fordi han ikke havde holdt en ordentlig og anstændig tone. Sagen er blevet omtalt som en sag om ytringsfrihed, men spørgsmålet om ytringsfrihed var slet ikke et tema i landsrettens afgørelse. Advarslen gik ikke på, hvad læreren måtte ytre sig om, men på den adfærd og tone, som læreren havde udvist til et møde.

Sagen handlede om en lærer på en skole, som fik en advarsel som følge af sin adfærd på et personalemøde for skolens lærere. På mødet kom der utilsigtet nogle oplysninger frem om lærernes forberedelsestid, som lærerne ikke kendte til i forvejen, og som læreren var utilfreds med. Dette førte til, at læreren – efter ledelsens opfattelse – højlydt beskyldte lederen for at udøve ”lukket ledelse”. Han skulle også gentagne gange henvendt til ledelsen have råbt, at ”nu må det vanvid stoppe”. Derfor fik læreren en advarsel.

Læreren var af den opfattelse, at han havde fået advarslen som led i, at hans ”interne ytringsfrihed” var blevet krænket. Han mente i øvrigt ikke, at han havde opført sig på den måde, som kommunen havde beskrevet i advarslen – herunder bestred han, at han havde råbt eller pisket en negativ stemning op.

Kommunen holdt fast i, at tjenestemanden havde opført sig, som det var beskrevet i advarslen, og at adfærden kunne begrunde en advarsel. Sagen endte ved domstolene, hvor byretten kom frem til, at advarslen var ok. Vores nyhed om byrettens afgørelse kan læses her.

Prøvelse af proportionalitet
Østre Landsret nåede til det modsatte resultat og gav læreren medhold. Landsretten lagde til grund, at læreren var vred og i hvert fald en gang spontant råbte ”nu må det vanvid stoppe” eller lignende og udtrykte sin utilfredshed med ordene ”lukket ledelse”. Alligevel mente landsretten ikke, at det havde været proportionalt at tildele læreren en advarsel.

Ved vurderingen lagde landsretten vægt på, at der var tale om et personalemøde, hvor der var debat. Herudover tillagde landsretten det betydning, at læreren efterfølgende havde beklaget sin opførsel over for ledelsen, og at læreren havde været ansat i 34 år uden at have fået påtaler af nogen art.

Kommunen var repræsenteret af Norrbom Vinding under sagen.

Norrbom Vinding bemærker

  • at dommen fra Østre Landsret ikke handler om ytringsfrihed, men om hvorvidt den tjenestemandsansatte lærer havde holdt en ordenligt og anstændig tone,
  • at landsrettens dom ses at måtte forstås sådan, at landsretten på den ene side er enig i, at læreren ikke havde holdt en anstændig tone, men at retten på den anden side fandt, at forholdet – også i lyset af beklagelsen og de 34 års anciennitet – ikke var så groft, at det berettigede til en advarsel, og
  • at det ikke er i overensstemmelse med sædvanlig praksis, at landsretten går så langt i forhold til prøvelsen af en myndigheds skøn, særligt ikke når der alene er tale om en advarsel.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet