Uden kompetence

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle en sag, der involverede spørgsmål om ansøgers oplysningspligt efter helbredsoplysningsloven.

nvi_portraetter_done_045_web.jpg

Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at afgøre tvister vedrørende diskriminationslovgivningen. Men hvis en sag vedrører spørgsmål inden for anden lovgivning, kan nævnet som udgangspunkt ikke behandle den. Denne sag blev afvist fra Ligebehandlingsnævnet, fordi det var væsentligt, om ansøger havde tilsidesat sin oplysningspligt efter helbredsoplysningsloven.

Sagen vedrørte en ansøger til en stilling som pædagog på et kommunalt bosted for demente og udviklingshæmmede borgere. Først efter at hun havde fået tilbudt jobbet, oplyste ansøgeren, at hun havde en § 56-aftale, fordi hun havde flere kroniske lidelser.

Kommunen mente, at den manglende oplysning herom i forbindelse med ansættelses-processen var en bristet forudsætning, idet et stabilt fremmøde var en væsentlig forudsætning for varetagelsen af jobbet af hensyn til bostedets beboere, der havde behov for en forudsigelig hverdag. Ansættelsesaftalen blev derfor annulleret.

Ansøgeren mente, at annullationen af ansættelsen var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap, og hun klagede derfor via sin faglige organisation til Ligebehandlingsnævnet.

Nævnets afgørelse: Ingen kompetence
For nævnet gjorde kommunen gældende, at annullationen af ansættelsen var berettiget, da ansøgeren havde undladt at oplyse om helbredsmæssige forhold af væsentlig betydning for varetagelsen af jobbet. Kommunen anførte tillige, at det måtte lægges til grund, at helbredsoplysningsloven var overtrådt af ansøgeren, eftersom dette spørgsmål ikke var søgt efterprøvet. Hvis ansøgeren var uenig heri, mente kommunen, at nævnet måtte afvise at behandle sagen, da nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmål efter helbredsoplysningsloven.

Ansøgeren mente, at beskyttelsen efter forskelsbehandlingsloven var uafhængig af, om ansøgeren havde opfyldt sin oplysningspligt efter helbredsoplysningsloven, men var i øvrigt enig i, at nævnet ikke har kompetence til at udtale sig om spørgsmål efter helbredsoplysningsloven.

Nævnet afviste sagen.

Nævnet var således enig med kommunen i, at der som det første måtte tages stilling til, om ansøgeren havde opfyldt sin oplysningspligt efter helbredsoplysningsloven. Da nævnet ikke havde kompetence til at behandle dette, blev sagen afvist.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen viser, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle spørgsmål, som vedrører eksempelvis helbredsoplysningsloven, da dette ligger ud over nævnets kompetence, som er defineret i lov om Ligebehandlingsnævnet.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet