U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

Skrevet af

Jesper Oehlenschlaeger Madsen
Associeret partner

Ud & Se – men for egen regning (II)

Hverken DSB eller Banedanmark havde pligt til at betale for nogle forhenværende medarbejderes togrejser, selvom de havde gjort det gennem mange år.

Det følger af den almindelige aftaleret, at løfter som udgangspunkt er bindende for den, der har afgivet dem. Men hvor meget skal der til, før en handling kan anses for at være udtryk for et bindende og uopsigeligt løfte? Det var et af de centrale temaer i denne højesteretssag.

Sagen vedrørte en række tidligere DSB-ansatte, som i 1997 blev overført til Banedanmark i forbindelse med, at bl.a. jernbaneskinnerne blev udskilt fra DSB til Banedanmark. Under ansættelsen i DSB havde medarbejderne haft adgang til et togfrikort, som gav fribefordring på DSB’s togstrækninger i Danmark, og denne adgang fortsatte efter overførslen til Banedanmark, og tilmed efter at medarbejderne var gået på pension fra Banedanmark.

I forbindelse med fornyelsen af en kontrakt indgået mellem DSB og Banedanmark om en række forhold kunne DSB og Banedanmark ikke blive enige om, hvad Banedanmark-pensionisternes fremtidige adgang til togfrikort skulle koste. Det hele endte med, at DSB med 6 måneders varsel meddelte pensionisterne, at togfrikortet skulle leveres tilbage, og at adgangen til fribefordring dermed ophørte.

Utilfredse pensionister
Pensionisterne var ikke tilfredse med, at togfrikortene blev kaldt tilbage, så de lagde sag an imod både DSB og Banedanmark. Under sagen argumenterede pensionisterne bl.a. for, at togfrikortene reelt var en slags pension, som de havde erhvervet retten til gennem en lang ansættelse – først i DSB og senere i Banedanmark.

Pensionisterne argumenterede også for, at det forhold, at togfrikortet var blevet udstedt igennem mange år, reelt udgjorde et bindende og uopsigeligt løfte om, at DSB og/eller Banedanmark resten af pensionisternes liv skulle udstede togfrikortet.

Sagen endte i Højesteret, der frifandt DSB og Banedanmark. Højesteret bemærkede, at Højesteret allerede i en tidligere sag vedrørende togfrikort til aktuelt ansatte medarbejdere i Banedanmark havde fastslået, at togfrikortene ikke kunne karakteriseres som løn. Den sag kan du læse mere om her.

Højesteret mente heller ikke, at det forhold, at togfrikortene var blevet udstedt i en årrække, udgjorde et bindende og uopsigeligt løfte om adgang til togfrikort resten af livet. Togfrikortene kunne derfor tilbagekaldes med 6 måneders varsel, således som DSB havde gjort.

Norrbom Vinding bemærker

  • at resultatet ligger i naturlig forlængelse af Højesterets dom om togfrikort til aktuelt ansatte medarbejdere i Banedanmark, og
  • at sagen er et eksempel på, at en offentlig myndigheds ageren i en årrække normalt ikke i sig selv udgør et løfte om, at den offentlige myndighed vil agere på tilsvarende vis i al fremtid.

DSB var under sagen repræsenteret af Norrbom Vinding.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.