Ud & Se – men for egen regning

Banedanmark havde ikke pligt til at betale for sine medarbejderes togrejser, selvom Banedanmark havde gjort dette gennem mange år. Det har Højesteret netop afgjort.

nvi_portraetter_done_024_web.jpg

Hvis en tjenestemand flyttes til en stilling med en lavere løn, har tjenestemanden som udgangspunkt ret til at beholde sin hidtidige løn. Det følger af tjenestemandsloven. I denne sag skulle Højesteret tage stilling til, om adgangen til gratis togrejser var løn.

Sagen handlede om en gruppe medarbejdere i Banedanmark, der gennem mange år havde haft et såkaldt ”togfrikort”. Togfrikortet gav dem adgang til at rejse med tog på alle DSB’s og Arrivas togstrækninger i Danmark.

Ordningen stammede fra en tid, hvor Banedanmark var en del af DSB. På daværende tidspunkt kunne trafikministeren i medfør af DSB-loven give medarbejderne et togfrikort, og det havde ministeren gjort gennem en årrække. I forbindelse med en lovændring i 1998 mistede ministeren imidlertid retten til dette.

Trods lovændringen besluttede Banedanmark at videreføre ordningen. Banedanmark betalte løbende en pris til DSB for togfrikortene, men i 2015 kunne Banedanmark og DSB ikke længere blive enige om, hvor høj prisen skulle være. Banedanmark ophævede derfor ordningen over for medarbejderne med et varsel på 6 måneder.

Togfrikort var ikke løn
Medarbejderne indbragte derefter sagen for domstolene sammen med HK og Dansk Jernbaneforbund. Her anførte medarbejderne bl.a., at togfrikortet var en stor del af deres løn. Da tjenestemænd ikke uden videre kan sættes ned i løn, mente medarbejderne ikke, at man kunne tage frikortet fra dem.

Sagen endte i Højesteret, der frifandt Banedanmark. Højesteret lagde vægt på, at ordningen med togfrikort var baseret på en ensidig beslutning fra arbejdsgiveren (først ministeren – senere Banedanmark) igennem alle de år, ordningen havde eksisteret. Ordningen udsprang derimod ikke af tjenestemandslovgivningen eller af medarbejdernes individuelle ansættelsesvilkår.

Højesteret lagde videre vægt på, at togfrikortet ikke kunne betragtes som løn. Togfrikortet blev givet uden skelen til arbejdsindsats eller titel, og medarbejderne fik ingen økonomisk kompensation, hvis de ikke benyttede kortet. I det lys mente Højesteret, at ordningen med togfrikort kunne opsiges med et passende varsel, således som Banedanmark havde gjort.

Norrbom Vinding bemærker

  • at sagen viser, at personalegoder ikke nødvendigvis betragtes som løn, selvom personalegodet kan have en økonomisk værdi for den enkelte medarbejder, men
  • at sagen også viser, at ophævelsen af sådanne personalegoder under alle omstændigheder bør gennemføres med et passende varsel, hvilket Banedanmark havde levet op til i sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet