Uautoriseret vikarvirksomhed?

EU-Domstolen har fastslået, at en virksomhed var omfattet af EU’s vikardirektiv, selv om udsendelse af medarbejdere ikke udgjorde virksomhedens hovedaktivitet. 

Skrevet af

Vikardirektivet gælder for virksomheder, der ansætter medarbejdere med henblik på at udsende dem til midlertidigt arbejde hos en brugervirksomhed. I denne sag skulle EU-Domstolen bl.a. tage stilling til, om direktivet også finder anvendelse, hvis det i medlemsstaten er en betingelse for at drive vikarvirksomhed, at virksomheden har en autorisation, og den udsendende virksomhed ikke har en sådan autorisation, og udsendelse af medarbejdere i øvrigt ikke er virksomhedens hovedaktivitet.

Sagen, drejede sig om en spansk medarbejder, der i perioden 2011 til 2020 gennem ansættelser i tre forskellige virksomheder, der successivt havde indgået aftaler om levering af tjenesteydelser til Microsoft, havde været udsendt til Microsoft. I perioden fra 2017 og frem skete udsendelsen gennem virksomheden Leadmarket, der havde indgået aftale med Microsoft om udførelse af markedsføringsopgaver.

I 2020 – på et tidspunkt hvor medarbejderen var gravid – meddelte Microsoft under henvisning til budgetmæssige grunde Leadmarket, at aftalen om levering af tjenesteydelser mellem de to virksomheder ville ophøre den 30. september 2020, og at den ikke ville blive forlænget. Efter aftalens ophør afholdt medarbejderen barselsorlov, og i april 2021 blev hun opsagt af Leadmarket.

Medarbejderen anlagde herefter sag mod Leadmarket og Microsoft med påstand om, at afskedigelsen var ugyldig, og at de to virksomheder hæftede solidarisk for det som følge heraf opgjorte krav på erstatning. Den nationale domstol frifandt Microsoft under henvisning til, at medarbejderen var ansat i Leadmarket og ikke i Microsoft. Medarbejderen ankede imidlertid dommen og gjorde i den forbindelse gældende, at hun var udsendt som vikar til Microsoft, hvorfor hun var beskyttet af EU’s vikardirektiv.

Den spanske appeldomstol besluttede at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, og stillede i den forbindelse spørgsmål til fortolkningen af vikarbegrebet i direktivet.

Mangel på autorisation havde ingen betydning
EU-Domstolen skulle for det første tage stilling til, om vikardirektivet fandt anvendelse i sagen, selv om Leadmarket ikke var autoriseret som vikarbureau i Spanien, hvilket udgør en betingelse for at drive virksomhed som vikarbureau i Spanien.

I forhold til dette spørgsmål udtalte EU-Domstolen, at direktivet finder anvendelse, hvis en virksomheds aktivitet består i at indgå ansættelsesaftaler med lønmodtagere med henblik på midlertidigt at udsende dem til at udføre arbejde for brugervirksomheder under disses tilsyn og ledelse. Det er ikke i den forbindelse afgørende, om vikarvirksomhed er den udsendende virksomheds hovedaktivitet.

EU-Domstolen skulle for det andet tage stilling til, om det arbejde, medarbejderen havde udført for Microsoft, kunne anses for at være vikararbejde i direktivets forstand. EU-Domstolen udtalte i den forbindelse, at direktivet finder anvendelse på situationer, hvor det er brugervirksomheden, der ”bestemmer, hvilke opgaver arbejdstageren skal udføre, og hvorledes disse opgaver skal udføres, samt kræver, at arbejdstageren overholder virksomhedens interne instrukser og regler, dels fører tilsyn med og kontrollerer den måde, hvorpå den samme arbejdstager udfører sine opgaver”.

I den forbindelse udtalte EU-Domstolen, at der ved denne vurdering kunne lægges vægt på, at Leadmarket fik månedlige rapporter om medarbejderens arbejde fra Microsoft, men at formålet med disse rapporter kunne blive afgørende for, om tilsynet med medarbejderen reelt kunne anses for at være overgået til Microsoft. Det var herefter op til den nationale domstol at foretage den endelige vurdering af, om medarbejderen havde udført vikararbejde. 

Norrbom Vinding bemærker:

EU-Domstolen har med afgørelsen fastslået, at begrebet ”vikararbejde” i direktivets forstand omfatter en situation, hvor en arbejdstager udsendes af en virksomhed, hvis aktivitet består i at indgå arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold med arbejdstagere med henblik på at udsende dem til en brugervirksomhed i en bestemt periode – også selv om dette ikke udgør virksomhedens hovedaktivitet.

Det er således væsentligt, at danske virksomheder er opmærksomme på, at man utilsigtet kan blive omfattet af forpligtelserne i vikarloven i en situation, hvor man indgår aftale med en virksomhed om udsendelse af medarbejdere, selv om den pågældende virksomhed ikke er et traditionelt vikarbureau. 

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.