Transporttid var arbejdstid

En faglig voldgift fandt i denne sag, at en handicaphjælper havde ret til løn under transport og dækning af transportudgifter i forbindelse med et oplæringsforløb.

nvi_portraetter_done_024_web.jpg

Som udgangspunkt har en medarbejder ikke ret til løn for den transporttid, som medarbejderen har til og fra arbejde. Det samme gælder for udgifterne til transporten. Men kan en medarbejder kræve, at arbejdsgiveren skal betale løn for transporttiden og transportudgifter, når medarbejderen deltager i oplæringsforløb et andet sted end det sædvanlige arbejdssted? Det skulle en faglig voldgiftsret tage stilling til i denne sag.

Sagen handlede om en handicaphjælper, der var ansat til at udføre opgaver hos en borger. Arbejdet foregik i borgerens hjem, og en af arbejdsopgaverne bestod i respiratorisk overvågning. For at kunne varetage denne opgave skulle handicaphjælperen igennem et oplæringsforløb ved et respirationscenter, og borgeren blev derfor under oplæringsforløbet indlagt samme sted.

Handicaphjælperen fik under oplæringsforløbet længere til arbejde, nemlig 90 km ekstra – både ud og hjem. Transporttiden blev samtidig forøget med 1 time hver vej.

Det fremgik af den overenskomst, handicaphjælperen var omfattet af, at når en handicaphjælper skulle ”ledsage” en borger i forbindelse med bl.a. indlæggelse, skulle rejsetiden medregnes fuldt ud i arbejdstiden, ligesom der skulle ydes fornødne rejseudgifter.

Var det ledsagelse?
Handicaphjælperen mente, at overenskomstbestemmelsen om ledsagelse også måtte omfatte oplæringen ved respirationscentret, hvorfor hun ville have løn for den ekstra transporttid og godtgøres for merudgiften til transport.

Arbejdsgiveren var imidlertid uenig. Arbejdsgiveren lagde bl.a. vægt på, at borgerens ophold uden for hjemmet alene var begrundet i, at handicaphjælperen skulle oplæres. Derfor var der efter arbejdsgiverens opfattelse ikke tale om ”ledsagelse” i overenskomstens forstand.

Da parterne ikke kunne blive enige, endte sagen i en faglig voldgift, hvor handicaphjælperen og hendes faglige organisation, FOA, fik medhold.

Opmanden bemærkede i afgørelsen indledningsvis, at det er et almindeligt ansættelsesretligt princip, at tiden og udgiften til transport mellem hjem og arbejdssted er noget, den ansatte må ”tage på sin kappe”. Men det er også et almindeligt princip, at hvis den ansatte bliver pålagt at møde et andet sted end det sædvanlige, må den ekstra transporttid som udgangspunkt anses for arbejdstid, og eventuelle merudgifter til transport må godtgøres.

Opmanden fandt i det lys, at ordet ”ledsagelse” i overenskomsten måtte omfatte opgaver, som løses uden for borgerens bopæl, hvorfor handicaphjælperens oplæring ved respirationscenteret faldt ind under ledsagelsesbestemmelsen i overenskomsten. Handicaphjælperen havde derfor krav på løn for transporttiden og dækning af de øgede transportudgifter.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen viser, at det almindelige arbejdsretlige udgangspunkt er, at transporttiden og transportudgifterne mellem en medarbejders bopæl og arbejdspladsen er arbejdsgiveren uvedkommende, men
  • at dette udgangspunkt normalt må fraviges, hvis medarbejderen midlertidigt bliver pålagt at møde på arbejde et andet sted end på den normale arbejdsplads, idet den øgede transporttid sædvanligvis vil blive betragtet som en del af arbejdstiden, hvorfor også eventuelle ekstra transportudgifter sædvanligvis må dækkes af arbejdsgiveren.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet