Tidsbegrænset og på deltid

Højesteret fastslog, at et universitet havde handlet i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse og derfor skulle betale 75.000 kr. i godtgørelse til fire lærere.

nvi_portraetter_done_045_web.jpg

En arbejdsgiver må ikke behandle en deltidsansat medarbejder mindre gunstigt end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi medarbejderen arbejder på deltid. Tilsvarende må en arbejdsgiver ikke behandle en medarbejder med en tidsbegrænset ansættelseskontrakt mindre gunstigt end sammenlignelige ansatte på tidsubegrænsede vilkår (fastansatte) udelukkende på grund af ansættelsesforholdets tidsbegrænsede varighed. I denne sag skulle Højesteret tage stilling til, om et universitet havde overtrådt deltidsloven og lov om tidsbegrænset ansættelse i forhold til fire medarbejdere, der i en årrække havde været ansat på tidsbegrænsede deltidskontrakter. 

Sagen handlede om fire deltidsansatte undervisere, der i en årrække havde været ansat ‎på et universitet med et timetal, der typisk lå mellem 300 og 400 timer pr. semester. ‎Universitetet havde endvidere en række fastansatte videnskabelige medarbejdere på fuld ‎tid. Begge typer af medarbejdere underviste på bacheloruddannelsen på lige fod, men ‎de fastansatte varetog derudover forskellige andre forsknings- og undervisningsopgaver, ‎herunder på overbygningsdelen. ‎

Forud for efterårssemestret i 2014 fik de fire undervisere besked om, at universitetet ‎ikke kunne tilbyde fortsat ansættelse under henvisning til, at det ville være i strid med ‎reglerne om tidsbegrænset ansættelse at forlænge deres kontrakter mere end to ‎gange. De fire undervisere sagsøgte universitetet, fordi de mente, at de var blevet ‎behandlet ringere end de fastansatte. 

Sagen kom for Østre Landsret, der tilkendte lærerne 25.000 kr. i godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

En række brud
Underviserne gjorde med henvisning til deltidsloven gældende, at universitetet skulle anerkende, at de havde ret til pensionsbidrag, der forholdsmæssigt svarede til de pensionsbidrag, de fastansatte videnskabelige medarbejdere modtog. Højesteret frifandt – ligesom landsretten – universitetet for dette krav, med henvisning til at undervisernes stillinger ikke kunne sammenlignes med de stillinger, der gav ret til pensionsbidrag. Dette skyldtes blandt andet, at det af beskrivelsen af stillingsstrukturerne i Finansministeriets cirkulære fremgik, at der var forskel på stillingernes forskningsbaserede indhold. 

Højesteret var dog enig med Østre Landsret i, at universitetet havde overtrådt lov om tidsbegrænset ansættelse, fordi underviserne kontinuerligt havde været ansat i den samme stilling. 

I forhold til godtgørelsen lagde Højesteret vægt på, at der var tale om ”en række brud” på det forbud mod kontinuerlige tidsbegrænsede ansættelser i samme stilling, der er indeholdt i lov om tidsbegrænset ansættelse. Herudover lagde Højesteret vægt på, at fornyelserne af ansættelserne var sket i strid med de forudsætninger, der fulgte af Finansministeriets cirkulære om stillingsstrukturen, samt at universitetet – ved kontinuerligt at have fornyet ansættelserne – havde fået dækket sit løbende behov for løsning af de opgaver, underviserne varetog. Højesteret kom frem til, at godtgørelsen burde fastsættes til 75.000 kr. til hver af underviserne.

Norrbom Vinding bemærker

  • at Højesteret i sin vurdering af, om der var tale om sammenlignelige stillinger efter deltidsloven og lov om tidsbegrænset ansættelse, lagde vægt på beskrivelsen af strukturen af stillingerne i Finansministeriets cirkulære, og
  • at Højesterets udmåling af godtgørelsen for brud på lov om tidsbegrænset ansættelse blev foretaget på baggrund af en række konkrete omstændigheder, herunder at universitetet havde fornyet de tidsbegrænsede ansættelser en del flere gange end de tilladte to gange.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet