Retten om retten til renter

Kommunale tjenestemænd har krav på forrentning af forsinket udbetalt rådighedsløn allerede fra tidspunktet for ydelsens forfald.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Overenskomstansatte får renter fra forfaldstid, men hvornår skal renterne beregnes fra, hvis en tjenestemand ikke får sin rådighedsløn til rette tid? Spørgsmålet har med udstedelse af et cirkulære været afklaret i længere tid for statsansatte tjenestemænd, men i denne sag skulle Højesteret tage stilling til spørgsmålet for kommunalt ansatte tjenestemænd.

Den konkrete sag startede et lidt andet sted. Det handlede om en direktør i en kommunalforvaltning, der blev afskediget og som følge heraf fik ret til rådighedsløn i 3 år mod til gengæld at stå til rådighed, hvis en anden passende stilling skulle blive ledig. Direktøren fyldte 1 års tid efter 65 år, hvorefter udbetalingen af rådighedsløn stoppede, da han på dette tidspunkt havde opnået ret til tjenestemandspension.

Direktøren fik derfor kun udbetalt rådighedsløn i 1 år. I 2009 indgik kommunen og Djøf på vegne af direktøren en aftale om suspension af forældelse af kravet på rådighedsløn, da en lignende sag – kendt som ”Toftgaard-sagen” – var blevet rejst. Omdrejningspunktet i sagen var, hvorvidt det var forskelsbehandling på grund af alder, at tjenestemænd mistede deres ret til rådighedsløn, når de fyldte 65 år, uagtet om de valgte at gå på pension.

Det blev bekræftet af EU-Domstolen, hvorfor Højesteret i 2013 pålagde Indenrigs- og Sundhedsministeriet at anerkende, at tjenestemanden havde krav på rådighedsløn efter det fyldte 65. år.

Dette medførte, at Djøf på vegne af direktøren rejste krav om efterbetaling af 2 års rådighedsløn. Kommunen anerkendte kravet og udbetalte 2 års rådighedsløn.

Men hvad med renterne?
Konflikten, der førte til denne dom, opstod ved spørgsmålet om betaling af renter af rådighedsbeløbet, der først var blevet udbetalt efter Højesterets afgørelse i 2013.

Djøf gjorde på vegne af direktøren gældende, at kommunen skulle betale renter af de enkelte månedlige ydelser fra det tidspunkt, hvor de skulle have været udbetalt. Den primære begrundelse for dette var, at Djøf mente, at krav på rådighedsløn var inden for formuerettens område i forældelseslovens forstand og derfor skulle forrentes fra forfaldstidspunktet.

Kommunen gjorde derimod gældende, at en tjenestemands krav på rådighedsløn faldt uden for formuerettens område og derfor først skulle forrente fra tidspunktet, hvor retsforfølgningen blev indledt.

Højesteret udtalte, at det ikke fremgår tydeligt af hverken forældelseslovens ordlyd eller forarbejder, hvorvidt tjenestemænds krav på løn, rådighedsløn mv. er omfattet af formuerettens område eller ej. Det afgørende var således, hvorvidt kravet på rådighedsløn har de karakteristika, der kendetegner formueretlige krav.

Det mente Højesteret var tilfældet, bl.a. fordi tjenestemandsansættelsen i dag i vidt omfang er tilpasset det almindelige arbejdsretlige system, samt at kravet udspringer af ansættelsesforholdet og er betinget af, at tjenestemanden opfylder sine pligter. Kommunen skulle derfor betale renter fra tidspunktet for forfaldet af de enkelte månedlige ydelser af rådighedslønnen.

Norrbom Vinding bemærker

  • at Højesteret med dommen har omgjort sin tidligere praksis i hvert fald for så vidt angår renter af pension, og
  • at tjenestemænds krav på rådighedsløn og pension i konsekvens af dette nybrud er at anse for krav af formueretlig karakter i forhold til spørgsmålet om forrentning.

Norrbom Vinding repræsenterede kommunen under sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet