Polititjenestemanden, der ikke kunne varetage operative politiopgaver

Østre Landsret fandt det hverken i strid med forskelsbehandlingsloven eller proportionalitetsprincippet at afskedige en polititjenestemand, der som følge af helbredsmæssige gener ikke kunne varetage opgaver af operativ karakter.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Det følger af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle en medarbejder i forbindelse med bl.a. afskedigelse. Særligt for offentlige arbejdsgivere gælder endvidere en pligt til at iagttage de forvaltningsretlige regler, herunder proportionalitetsprincippet. Proportionalitetsprincippet indebærer bl.a., at der kun må ske afskedigelse, hvis arbejdsgiveren forinden har overvejet mindre indgribende foranstaltninger.

Der blev i 2015 indgået en politisk aftale, som indebar, at flere af politiets administrative opgaver skulle overgå til civilt personale, således at omkring 700 politiuddannede ville blive frigjort fra administrative opgaver for i stedet at kunne varetage operative politiopgaver.

En polititjenestemand, som i en årrække havde været beskæftiget med kontorarbejde i en afdeling under Rigspolitiet, blev orienteret om, at han var blevet udvalgt til at blive omplaceret til en stilling med operativt politiarbejde. Polititjenestemanden informerede imidlertid sin leder om, at han havde en række helbredsmæssige gener, som forhindrede ham i at indgå i skiftende tjeneste, deltage i patruljekørsel og bære politiets påkrævede udstyr. Senere vurderede Helbredsnævnet, at polititjenestemanden som følge af sin funktionsnedsættelse ikke ville kunne udføre operative politiopgaver.

Rigspolitiet afskedigede herefter polititjenestemanden med den begrundelse, at han ikke ville kunne varetage de politifaglige opgaver i sin hidtidige afdeling, da arbejdsopgaverne var overgået til civilt personale, og da de resterende polititjenestemænd i afdelingen lejlighedsvis skulle kunne udføre operative opgaver. Rigspolitiet havde ikke fundet det muligt at omplacere polititjenestemanden til en anden stilling i politiet.

Herefter anlagde Politiforbundet en sag mod Justitsministeriet med påstand om, at afskedigelsen var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, subsidiært det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Politiforbundet mente bl.a., at politiet havde undladt at iagttage sin tilpasningsforpligtelse over for polititjenestemanden, samt at det ikke ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt at beholde polititjenestemanden i den stilling, han varetog, og som fortsat skulle varetages af civilt personale.

Landsrettens resultat
Indledningsvis anførte landsretten, at forskelsbehandlingsloven skal fortolkes i lyset af beskæftigelsesdirektivet. Af de indledende betragtninger til direktivet fremgår, at direktivet ikke medfører, at bl.a. politiet skal være forpligtet til ansættelse eller fortsat ansættelse af en person, som ikke opfylder de nødvendige krav for at kunne udføre samtlige politiets opgaver, der kan blive pålagt vedkommende, under hensyn til det legitime mål at sikre disse tjenesters operationelle karakter.

Landsretten fandt, at polititjenestemanden ikke var i stand til at udføre samtlige de opgaver, han kunne blive pålagt som polititjenestemand. Landsretten anførte videre, at uanset polititjenestemanden med sit handicap blev stillet ringere end andre polititjenestemænd, havde Justitsministeriet bevist, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål, ligesom den var et nødvendigt middel for at opnå formålet. Polititjenestemanden var således ikke blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap.

Herefter bemærkede landsretten, at den eneste mulige tilpasningsforpligtelse havde været at fravige kravet om, at polititjenestemanden skulle udføre operative opgaver. Dette skånebehov kunne imidlertid ikke rummes i driften, hvorfor landsretten fandt, at politiet havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.

Landsretten fandt endvidere, at afskedigelsen af polititjenestemanden ikke udgjorde en tilsidesættelse af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Landsretten lagde i den forbindelse særlig vægt på, at politiet havde foretaget en vurdering af mulighederne for at omplacere polititjenestemanden. Justitsministeriet blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

  • at dommen i forhold til forskelsbehandlingsloven bekræfter, hvad der følger af betragtning 18 til beskæftigelsesdirektivet, og
  • at det kan overvejes, om – og i så fald i hvilket omfang – der ud fra forvaltningsretlige betragtninger er grundlag for at indfortolke begrænsninger i den diskretionære afskedigelsesadgang for tjenestemænd.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet