Skrevet af
Pædagogen med rusketuren
Det var bevist, at en pædagog havde råbt og bandet af et barn samt taget fat i barnets skuldre og rusket barnet, da barnet ved et uheld kørte ind i pædagogen. Derfor var bortvisningen berettiget.
Skrevet af
I denne sag var der sådan set enighed mellem parterne om, at hvis pædagogen havde gjort det, som fremgik af bortvisningen, var bortvisningen berettiget. Spørgsmålet var derfor alene, om dette var tilfældet, da pædagogen afviste at have råbt ad og rusket barnet.
Baggrunden for sagen var, at et 3-årigt barn i en børnehave ved et uheld kom til at køre ind i pædagogen på legepladsen på en løbecykel. Pædagogen reagerede ved at råbe og bande, hvilket gjorde barnet forskrækket, og barnet kom derfor til at køre ind i pædagogen endnu en gang, da barnet forsøgte at komme væk. Dette gjorde ondt på pædagogen, som satte sig på hug, skreg barnet ind i hovedet, tog fat i barnets skuldre og ruskede i det. Det var i hvert fald kommunens opfattelse.
Hele episoden blev nemlig på nært hold overværet af to unge pædagogmedhjælpere, som også var dem, der gjorde ledelsen i kommunen opmærksomme på episoden, idet pædagogmedhjælperne var rystede over, hvad de havde overværet på legepladsen.
Væsentlig misligholdelse
Pædagogen havde cirka 6 måneder før episoden modtaget en advarsel for lignende forhold, hvor hun havde udvist en uacceptabel adfærd og kommunikationsform over for et barn. Det blev i forbindelse med advarslen indskærpet, at ledelsen fremadrettet bl.a. forventede, at pædagogen levede op til børnesynet, udviste den fornødne ro, tilgik børnene med en rolig stemme og ikke hævede stemmen, medmindre det var absolut nødvendigt.
Kommunen besluttede at bortvise pædagogen begrundet i pædagogens meget uacceptable og ikke-proportionelle handlemåde, adfærd, tone og kommunikationsform over for barnet på legepladsen. I vurderingen indgik bl.a. også den tildelte advarsel knap 6 måneder tidligere. Den udviste adfærd var efter kommunens opfattelse udtryk for et tillidsbrud, og kommunen kunne ikke længere have pædagogen ansat til at tage sig af børn.
Pædagogens faglige organisation indbragte efterfølgende sagen for afskedigelsesnævnet og gjorde gældende, at bortvisningen var uberettiget. Organisationen anførte, at pædagogen ikke flere gange havde råbt og bandet ad barnet, taget fat i dets skuldre og rusket i det. Hvis det imidlertid forholdt sig som anført i bortvisningsskrivelsen, bestred organisationen ikke, at bortvisningen havde været berettiget.
Opmanden fandt efter en samlet bevisvurdering, at det kunne lægges til grund, at pædagogen havde råbt og bandet ad barnet samt taget fat i barnets skuldre og rusket i barnet. Opmanden lagde i den forbindelse vægt på de to unge pædagogmedhjælperes detaljerede og sammenhængende forklaringer om episoden, der stemte overens med, hvad de begge igennem hele sagsforløbet havde oplyst.
Opmanden fandt derfor, at bortvisningen havde været berettiget, idet pædagogens udviste adfærd var udtryk for et groft tillidsbrud i forhold til kommunen og udgjorde en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.
Norrbom Vinding bemærker:
Afgørelsen illustrerer betydning af, at der er en hurtig og grundig sagsoplysning og bevissikring i forbindelse med bortvisningssager, særligt når dette kan følges op ad vidneforklaringer under hovedforhandlingen.
Kommunen var under sagen repræsenteret af Norrbom Vinding.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.