Pædagogen der ikke ville omplaceres

Det udgjorde ikke forskelsbehandling at afskedige en pædagog med en kronisk belastningsreaktion, der ikke medvirkede aktivt til at blive fastholdt i stillingen.

NV Highres-3.jpg

En pædagog, der led af en kronisk belastningsreaktion og derfor havde været hel- og deltidssygemeldt i en længere periode, blev påtænkt afskediget under henvisning til sygefraværet. Spørgsmålet, der blev forelagt Ligebehandlingsnævnet, var derfor, om pædagogen led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og i givet fald om arbejdsgiveren havde overholdt sin tilpasningsforpligtelse.

Pædagogen arbejdede i en specialklasse og blev sygemeldt, efter at en elev havde truet hende. Pædagogen fik konstateret en belastningsreaktion, men gentog efter en periode arbejdet. Efter ca. 2 år blev pædagogen på ny deltidssygemeldt, og hun arbejdede derefter på nedsat tid med fritagelse for deltagelse i møder.

Ved en efterfølgende helbredsattest blev det konstateret, at pædagogen havde af et varigt nedsat funktionsniveau, og at hendes tilstand var stationær, hvorfor hun ville have behov for varige skånehensyn. Da skolen havde svært ved at imødekomme pædagogens skånebehov, blev det ved et møde med en virksomhedskonsulent aftalt, at der skulle etableres en ekstern virksomhedspraktik, og at hun i mellemtiden ville fortsætte på nedsat tid. Dette førte imidlertid til, at pædagogen sygemeldte sig på fuld tid.

Arbejdsgiveren fremsendte herefter en påtænkt afskedigelse under henvisning til sygefraværet. Pædagogens faglige organisation gjorde i den forbindelse gældende, at pædagogen led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og arbejdsgiveren derfor havde en forpligtelse til at foretage den nødvendige tilpasning.

Forsøg på fastholdelse
Arbejdsgiveren valgte at acceptere pædagogens ønske om fastholdelse, og hun blev derfor tilbudt at starte i SFO’en, hvor hendes skånebehov bedst muligt kunne imødekommes. Pædagogen mente dog ikke, at SFO’en ville være et egnet sted for hende pga. larm og manglende struktur, og da hun ikke ville tage imod tilbuddet om at starte i SFO’en, traf arbejdsgiveren beslutning om at gennemføre den påtænkte opsigelse.

Pædagogen klagede til Ligebehandlingsnævnet og gjorde gældende, at hun led af et handicap, og at arbejdsgiveren ikke havde foretaget de tilpasningsforanstaltninger, der var nødvendige for, at hun kunne deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Ifølge pædagogen havde hun ikke fået de nødvendige pauser, hun var ikke blevet skånet for komplekse og koncentrationskrævende opgaver, og hun havde heller ikke fået den mentor, som hun var blevet lovet.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at pædagogens lidelse på tidspunktet for afskedigelsen ikke havde haft en tilstrækkelig lang varighed til at udgøre et handicap. Da der forelå en prognose om, at lidelsen var stationær, og at hendes funktionsniveau ville være varigt nedsat, fandt nævnet imidlertid, at hendes lidelse af den grund udgjorde et handicap.

Uanset at arbejdsgiveren havde begrundet afskedigelsen af pædagogen i omfanget af hendes sygefravær, der var en direkte følge af hendes handicap, fandt Ligebehandlingsnævnet, at arbejdsgiveren ved de faktiske skånehensyn under ansættelsen i specialklassen og ved tilbuddet om omplacering til SFO’en havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.

Pædagog fik derfor ikke medhold i sin klage.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen er et eksempel på, at selvom en lidelse på tidspunktet for afskedigelsen ikke har haft en varighed, der kan anses for lang, vil en prognose om, at medarbejderen – som i det konkrete tilfælde – har en kronisk og stationær belastningsreaktion og et varigt nedsat funktionsniveau, kunne danne grundlag for, at en lidelse er at anse for et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og
  • at afgørelsen derudover er et eksempel på, at det i forhold til vurderingen af, om arbejdsgiveren har iagttaget sin tilpasningsforpligtelse, tillægges vægt, om medarbejderen aktivt og konstruktivt medvirker til at afdække mulighederne for fastholdelse.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet