Skrevet af
På arbejde eller bare på vej?
Procesbevillingsnævnet har ved en tilladelse til anke givet Højesteret mulighed for at afgøre en tvist om, hvorvidt en arbejdsskade opstået på vej til arbejde er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Skrevet af
Ved en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven forstås en ulykke eller erhvervssygdom, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Skader, der opstår ved transport til og fra arbejde, er derfor som udgangspunkt ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven, mens skader, der opstår under transport, når transporten anses som et led i arbejdet eller vurderes at være i arbejdsgiverens interesse, er omfattet. En sag med netop dette tema i fokus har fået tredjeinstansbevilling.
Sagen handlede om en ressourcepædagog, der var tilknyttet flere daginstitutioner i en kommune og som vekslede mellem at arbejde på en af disse daginstitutioner og på sin kontorplads i kommunen. Arbejdsulykken – i form af et færdselsuheld – skete, da pædagogen var på vej fra sit hjem til den institution, hvor hun havde dagens første møde.
Ankestyrelsen fandt, at ulykken var omfattet af arbejdsskadesikringsloven, da transporten mellem pædagogens hjem og institutionen var sket i forbindelse med arbejdet eller de forhold, det var foregået under. Ankestyrelsen lagde vægt på, at pædagogen var påbegyndt dagens arbejde, da hun, forinden hun kørte hjemmefra, bl.a. havde tjekket mails og kort forberedt et møde til den pågældende dag, hvilket havde taget 15-20 minutter.
Et egentligt stykke arbejde
Kommunen anlagde derefter sag mod Ankestyrelsen og anførte, at pædagogen ikke havde været omfattet af arbejdsskadesikringsloven ved færdselsuheldet. Kommunen henviste bl.a. til, at det ikke var dokumenteret, at pædagogen havde udført et egentligt stykke arbejde om morgenen, eller at arbejdet havde været i arbejdsgiverens interesse, samt at der ifølge lederen ikke var aftalt hjemmearbejde den pågældende dag.
Byretten fandt, at medarbejderen havde udført et egentligt stykke arbejde, og at medarbejderen havde adgang til at arbejde hjemmefra uden forudgående aftale. Landsretten tilsluttede sig vurderingen af, at pædagogen havde udført arbejde hjemmefra om morgenen, og at dette ikke var i strid med vilkårene for hendes ansættelse.
Landsrettens flertal fandt imidlertid, at tjenesteforholdet til kommunen eller hensynet til kommunens interesser ikke havde haft en sådan indflydelse på befordringen, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at transport fra hjemmet til arbejdspladsen ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Ankestyrelsen blev derfor pålagt at anerkende, at arbejdsskaden ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Nu har Procesbevillingsnævnet givet tilladelse til, at Ankestyrelsen kan indbringe sagen for Højesteret.
Norrbom Vinding følger sagen og vender tilbage, når Højesteret har afsagt sin afgørelse i sagen.
Norrbom Vinding bemærker
Med Procesbevillingsnævnets tilladelse får Højesteret mulighed for at tage stilling til, hvorvidt transport til og fra arbejde er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, når der forinden transporten er udført hjemmearbejde i en kortere periode.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.