Når det halter med hørelsen

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven at afskedige en lægesekretær, der ikke kunne varetage kerneopgaverne i stillingen grundet problemer med hørelsen.

NV Highres-3.jpg

Når en arbejdsgiver er bekendt med, at en medarbejder har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, er arbejdsgiveren forpligtet til at iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at fastholde medarbejderen, medmindre dette vil udgøre en uforholdsmæssig byrde. I denne sag skulle landsretten tage stilling til, om en arbejdsgiver havde pligt til at iværksætte yderligere foranstaltninger, efter at medarbejderens tilstand var blevet forværret.

Sagen handlede om en lægesekretær, der blev diagnosticeret med sygdommen Morbus Menière. Sygdommen indebar, at lægesekretæren fik hørenedsættelse samt anfald med svimmelhed og kvalme.

Arbejdsgiveren sørgede for, at lægesekretæren i den efterfølgende periode skulle varetage en række forskellige skåneopgaver, og i kombination med at hun fik høreapparat, blev tilbudt at gå ned i tid og fik stillet sit eget kontor til rådighed, oplevede hun en fremgang. Lægesekretæren begyndte derfor også hurtigt at varetage nogle af de arbejdsopgaver, som i mellemtiden var blevet løst af hendes kollegaer.

Varig forværring
Efter nogen tid fik lægesekretæren et tilbagefald – hun oplevede anfald, og hendes hørelse var blevet dårligere, hvilket betød, at hun nu ikke længere kunne varetage de kerneopgaver, som hun tidligere var blevet skånet for.

Arbejdsgiveren indledte herefter afskedigelsessag, da det ikke var foreneligt med driften, at lægesekretærens kollegerne fremover skulle håndtere disse opgaver og dette uden mulighed for at afveksle til mindre krævende opgaver. Lægesekretæren blev derfor afskediget.

Lægesekretærens faglige organisation anlagde sag med påstand om forskelsbehandling på grund af handicap. Den faglige organisation gjorde bl.a. gældende, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt sin tilpasningsforpligtelse, idet lægesekretærens tilstand ikke var udtryk for en varig forværring, og da der efter organisationens opfattelse burde kunne indsamles skåneopgaver fra hele afdelingen eller andre teams, som lægesekretæren kunne varetage.

Arbejdsgiveren gjorde derimod gældende, at det ikke var muligt at tilbyde yderligere relevante kompenserende foranstaltninger, og at der heller ikke bestod en forpligtelse til at sammenstykke en stilling til lægesekretæren med opgaver, der ikke var hørekrævende.

Arbejdsgiveren blev frifundet både i byretten og landsretten.

Landsretten begrundede dette med, at lægesekretærens tilstand var varigt forværret. De væsentligste funktioner i stillingen var hørekrævende, og efter den indtrådte forværring var lægesekretæren ikke længere kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen, og dette kunne ikke afhjælpes ved yderligere hjælpemidler.

Der var derfor heller ikke en pligt for arbejdsgiveren til at samle skåneopgaver fra andre teams eller afdelinger i en stilling, som lægesekretæren kunne varetage, herunder som fleksjob, da dette reelt ville indebære etablering af en ny stilling med andre funktioner end dem, som væsentligst karakteriserer arbejdet som lægesekretær.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen er et konkret eksempel på, at arbejdsgiveren som led i tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingsloven ikke er forpligtet til at etablere en ny stilling, hvis funktionerne i en sådan stilling afviger væsentligt fra kerneopgaverne i den oprindelige stilling.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet