Lov 409 var en overenskomst

Højesteret har afgjort, at arbejdstidsdirektivets regler ikke blev tilsidesat, da Folketinget med ”lov 409” afbrød lærerkonflikten i 2013 og indførte nye arbejdstidsregler for lærerne.

nvi_portraetter_done_024_web.jpg

EU’s arbejdstidsdirektiv indeholder regler om arbejds- og hviletid. I direktivet står der bl.a., at medarbejdere som udgangspunkt har krav på en daglig hviletid på 11 sammenhængende timer. Nogle af direktivets regler kan tilsidesættes ved lov eller ved kollektiv overenskomst. Men kan en indgrebslov sidestilles med en kollektiv overenskomst? Det skulle Højesteret tage stilling til i denne sag.

Sagen var en udløber af lærerkonflikten i 2013, der som bekendt endte med, at Folketinget foretog et lovindgreb. Indgrebsloven – også kendt som ”lov 409” – indførte nye arbejdstidsregler for lærerne, og på visse områder fraveg indgrebsloven arbejdstidsdirektivets regler.

For det første indeholdt indgrebsloven regler, som fraveg arbejdstidsdirektivets regler om daglig hviletid og fridøgn i forbindelse med lejrskoler. For det andet indeholdt indgrebsloven regler om, at den daglige hvileperiode også på andre tidspunkter kunne nedsættes fra 11 til 8 timer en gang ugentligt. Dette var bl.a. vigtigt i forbindelse med læreres deltagelse i forældremøder.

Lærernes Centralorganisation (LC) mente ikke, at Folketinget på denne måde kunne tilsidesætte arbejdstidsdirektivets regler. LC påpegede navnlig, at reglerne som udgangspunkt kun kunne tilsidesættes ved en kollektiv overenskomst. Og indgrebsloven var netop ikke en kollektiv overenskomst, men derimod en lov. Derfor anlagde LC sag an mod staten for at få dem til at anerkende, at indgrebsloven var ulovlig.

Loven var en kollektiv overenskomst
Sagen endte i Højesteret, hvor staten blev frifundet.

For så vidt angik lejrskoler lagde Højesteret vægt på, at arbejdstidsdirektivet kan fraviges ved lov i forbindelse med overvågnings- og døgnaktiviteter, der skal til for at beskytte mennesker. Da sådanne aktiviteter er blandt lærernes opgaver på en lejrskole, var fravigelsen allerede af den grund lovlig.

Hvad angik muligheden for at nedsætte den daglige arbejdstid fra 11 til 8 timer var situationen konkret den, at nedsættelsen ikke kunne ske ved lov, men alene kunne ske ved en kollektiv overenskomst. Spørgsmålet var derfor, om indgrebsloven skulle betragtes som en kollektiv overenskomst – og det mente Højesteret, at den skulle.

Højesteret pegede for det første på, at EU-retten ikke definerer, hvad en kollektiv overenskomst er. Højesteret lagde endvidere vægt på, at en indgrebslovs bestemmelser får nøjagtig den samme virkning, som hvis parterne selv har aftalt dem, ligesom fortolknings- og brudspørgsmål skal afgøres efter sædvanlige fagretlige regler.

Endelig pegede Højesteret på, at de med indgrebsloven fastsatte regler om hviletid og fridøgn i det væsentlige videreførte de regler, der hidtil havde været i lærernes kollektive arbejdstidsaftaler.

Norrbom Vinding bemærker

  • at Højesteret med sin afgørelse sidestiller en indgrebslov med en overenskomst – i hvert fald i relation til arbejdstidsdirektivets regler – uagtet at en indgrebslov ikke er en overenskomst i traditionel kollektivarbejdsretlig forstand, og
  • at afgørelsen nok i et vist omfang må forstås som en pragmatisk tilgang til det komplicerede samspil, der ofte er mellem EU-reglerne på den ene side og på den anden side det danske kollektivarbejdsretlige system.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet