Kravet om korte ærmer

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en medarbejder var blevet afskediget, fordi hun ikke efterlevede arbejdsgivers krav om at bære uniform med korte ærmer. 

Skrevet af

Det følger af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle en medarbejder på grund af religion eller tro. I denne sag skulle Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om det udgjorde forskelsbehandling på grund af religion eller tro at kræve, at en medarbejder skulle bære uniform med korte ærmer.

Sagen handlede om en audiolog, der arbejdede på et sygehus, hvor det af hygiejnemæssige årsager var et krav, at medarbejdere med patientkontakt bar uniform med korte ærmer.

Audiologen havde oplyst over for sin arbejdsgiver, at hun på grund af sin religiøse overbevisning ikke havde mulighed for at bære den pågældende uniform på grund af de korte ærmer.

Arbejdsgiveren undersøgte herefter muligheden for alternative løsninger, herunder brug af såkaldte ”skåneærmer” i plastik. Audiologen og sygehuset blev imidlertid enige om, at det ikke fungerede i praksis, og at der således ikke fandtes nogen alternative muligheder. Sygehuset afskedigede derfor audiologen.

Audiologen indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, og krævede godtgørelse for forskelsbehandling på grund af religion. Hun oplyste, at hun på grund af sin religiøse overbevisning skal have sin hud tildækket, og at det er en religiøs praksis, der er en afgørende del af udøvelsen af hendes religion.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at forholdet var beskyttet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af religion, selvom der var tale om en religiøs fortolkning, som alene praktiseres af et mindretal inden for islam.

Nævnet fandt endvidere, at uniformeringskravet udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af religion, da det tilsyneladende var neutralt, men stillede medarbejdere med audiologens religiøse overbevisning ringere end andre.

Nævnet nåede imidlertid frem til, at uniformeringskravet var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre hygiejnemæssige hensyn og undgå smittespredning, og at kravet om korte ærmer også var hensigtsmæssigt, bl.a. fordi det alene gjaldt for personale, der havde direkte klientkontakt.

Endelig fandt nævnet, at det havde været nødvendigt at fastholde den pågældende praksis over for audiologen, og lagde i den forbindelse vægt på, at parterne havde været enige om, at det ikke var muligt at finde en alternativ løsning.

Arbejdsgiveren havde derfor ikke tilsidesat forskelsbehandlingsloven i forbindelse med afskedigelsen af audiologen og var derfor heller ikke forpligtet til at betale en godtgørelse til audiologen. 

Norrbom Vinding bemærker:

Afgørelsen viser i overensstemmelse med hidtidig praksis, at et i øvrigt neutralt kriterium/krav fastsat af arbejdsgiver – eksempelvis om en bestemt påklædning – kan udgøre indirekte forskelsbehandling, hvis det stiller en medarbejder ringere end andre som følge af vedkommendes religion.

Sagen viser imidlertid også, at det kan være hensigtsmæssigt og nødvendigt at fastsætte et sådant kriterium/krav, eksempelvis til påklædning af hygiejnemæssige hensyn, selvom det stiller en medarbejder med en bestemt religiøs overbevisning ringere end andre, der ikke har den pågældende religiøse overbevisning. 

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.