Kommunale kontorelever er også elever

Højesteret har i en netop afsagt dom manifesteret det godtgørelsesniveau i henhold til ‎ligebehandlingslovens § 9, som Højesteret i en lignende sag fastlagde i 2015.

nvi_portraetter_done_045_web.jpg

I erhvervsuddannelsesloven fremgår det, at en elev kan indgå aftale med arbejdsgiveren ‎om forlængelse af uddannelsesaftalen, hvis eleven har orlov i forbindelse med graviditet, ‎barsel eller adoption. Ordet ”kan” gav tidligere anledning til betydelig fortolkningstvivl – ‎for skal lovens ”kan” i disse situationer læses sådan, at arbejdsgiveren reelt har pligt til ‎at forlænge den tidsbegrænsede ansættelse, hvis barselsfraværet gør, at eleven ikke ‎ved det oprindeligt aftalte sluttidspunkt for uddannelsestiden har nået sine ‎uddannelsesmål?‎

I januar 2015 blev denne fortolkningstvivl afklaret af Højesteret. Ganske vist vedrørte ‎sagen det private arbejdsmarked, men to af de store aktører på det offentlige ‎arbejdsmarked (FOA – Fag og Arbejde og KL) biintervenerede under højesteretssagen, ‎da afklaringen af denne fortolkningstvivl havde stor betydning på det kommunale område ‎‎– blandt andet verserede der flere sager. Ved dommen fastslog Højesteret, at eleven i ‎disse situationer kan kræve, at uddannelsesaftalen forlænges i fornødent omfang. I ‎lyset af, at bestemmelsen havde givet anledning til betydelig fortolkningstvivl, fastlagde ‎Højesteret den godtgørelse, der i henhold til ligebehandlingslovens § 9 tilkom eleven, til ‎et beløb svarende til 2 måneders løn.

For landsretten verserede på daværende tidspunkt tre tilsvarende sager fra det ‎kommunale område. Kommunerne betalte eleverne en godtgørelse udmålt i ‎overensstemmelse med Højesterets anvisninger – og landsretten frifandt herefter ‎kommunerne for at skulle betale yderligere godtgørelse. En af de tre sager vedrørte en ‎kontorelev – og denne sag blev som den eneste anket til Højesteret.‎‎ ‎

Kontoreleven gjorde under sagen gældende, at der ikke i forhold til kontorelever ansat i ‎det offentlige havde været nogen retsusikkerhed, og derfor mente kontoreleven, at hun ‎havde krav på en højere godtgørelse.‎

Betydelig retsusikkerhed
Højesteret udtalte, at de kriterier for udmåling af godtgørelse, som Højesteret anvendte i ‎‎2015, ikke var begrænset til alene at gælde på det private arbejdsmarked, og at den ‎betydelige retsusikkerhed også havde gjort sig gældende i forhold til kontorelever i ‎kommunerne.‎

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom om, at kontoreleven ikke havde krav ‎på højere godtgørelse end de 2 måneders løn, som kommunen allerede havde udbetalt ‎til kontoreleven. Kommunen blev derfor frifundet.

Kommunen var under sagen repræsenteret af Norrbom Vinding.

Norrbom Vinding bemærker

  • at det nævnte godtgørelsesniveau selvsagt kun gælder i forhold til de sager, der opstod, ‎før Højesteret afklarede den betydelige fortolkningstvivl, og
  • at der i Folketinget i november blev fremsat et forslag om ændring af ‎erhvervsuddannelsesloven, herunder en ændring af den bestemmelse, der har givet ‎anledning til tvivl.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet