Skrevet af

For at en ulykke kan anerkendes som en arbejdsskade i arbejdsskadesikringslovens forstand, skal ulykken være opstået som følge af arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under.

Skader, der opstår under transport til eller fra arbejdsstedet, er som udgangspunkt ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Der gælder dog nogle enkelte undtagelser til dette udgangspunkt, der er nærmere beskrevet i bekendtgørelsen om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde.

Sagen handlede om en vikar ansat i et vikarbureau, der blev involveret i et trafikuheld, da hun i egen bil var på vej fra sit hjem til et midlertidigt arbejdssted. Vikaren kom i den forbindelse til skade med sin nakke. Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen afviste at anerkende ulykken som en arbejdsskade, hvorefter sagen blev indbragt for retten.

Vikaren gjorde overordnet gældende, at kørslen til de forskellige arbejdssteder måtte anses for at ske i arbejdsgiverens interesse, bl.a. fordi ansættelsesforholdet var betinget af, at hun havde egen bil. Vikaren anførte videre, at det var i vikarbureauets interesse, at hun stod til rådighed og kunne møde på de skiftende arbejdssteder med kort varsel. Endelig mente vikaren, at det, at hun modtog kørselsgodtgørelse, underbyggede, at kørslen måtte anses for at være i arbejdsgiverens interesse.

Såvel byretten som landsretten gav Ankestyrelsen medhold i, at der ikke var grundlag for at anerkende ulykken som en arbejdsskade. Vores omtale af landsrettens afgørelse kan læses her. Landsrettens afgørelse blev efterfølgende indbragt for Højesteret.

Højesterets resultat
På baggrund af sagens omstændigheder fandt Højesteret, at der ikke med hjemmel i bekendtgørelsen om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at transport til eller fra arbejdsstedet ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Højesteret understregede – ligesom landsretten – at vikaren frit havde kunnet vælge en anden transportform end kørsel i egen bil, hvorfor ansættelsesforholdets betingelse om egen bil ikke kunne indebære, at hensynet til virksomhedens interesser måtte anses for at have haft betydning for vikarens transport på dagen, hvor ulykken fandt sted. Tilsvarende var det uden betydning, at vikaren modtog kørselsgodtgørelse.

Vikaren havde desuden for Højesteret påberåbt sig en dom fra EU-Domstolen vedrørende fortolkning af arbejdstidsdirektivet. Eftersom arbejdstidsdirektivet ikke regulerer spørgsmål om arbejdsskadesikring, og der i øvrigt ikke i arbejdsskadesikringsloven eller dennes forarbejder er grundlag for at fastslå, at arbejdstidsdirektivet skulle have betydning for spørgsmål om arbejdsskadesikring, fandt Højesteret imidlertid ikke grundlag for at tillægge denne dom nogen betydning for sagen.

På den baggrund fandt Højesteret – i lighed med de tidligere instanser – at vikarens kørsel ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Norrbom Vinding bemærker

• at Højesteret med dommen fastholder udgangspunktet fra hidtidig praksis om, at ulykker, der finder sted under transport til og fra arbejdsstedet, ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, og
• at det ikke er afgørende for vurderingen, at der er tale om kørsel til skiftende arbejdssteder, og at den ansatte modtager kørselsgodtgørelse.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.