Ingen ulovlig overenskomsttvang

Italiensk entreprenør var ikke blevet tvunget til at indgå overenskomst og blev derfor af Arbejdsretten tvunget til at efterbetale 14 mio. kr.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Arbejdsgivere er forpligtede til at betale overenskomstmæssig løn, og særligt på byggeriområdet er der i overenskomsten ofte bestemmelser om, at arbejdsgivere kan være forpligtede til at dokumentere, at de har betalt overenskomstmæssig løn. Det er dog altid en forudsætning, at den indgåede overenskomst er gyldig. Og det skulle Arbejdsretten afgøre, om en overenskomst var, i denne sag.

Sagen drejede sig om en italiensk entreprenør, som af 3F var blevet mødt med et krav om overenskomst. Efter en række forhandlingsmøder var entreprenøren gået med til at tiltræde en såkaldt Laval-overenskomst. En Laval-overenskomst er en aftale, der sikrer de udenlandske lønmodtagere en minimumsløn svarende til, hvad arbejdsgiverne er forpligtede til at betale danske lønmodtagere for tilsvarende arbejde.

Først i faglig voldgift
Nogen tid efter indgåelsen af overenskomsten blev der afholdt et møde mellem parterne. 3F mente ikke, at det var dokumenteret, at entreprenøren betalte, hvad der skulle betales i løn, feriepenge og pension. Det blev parterne ikke enige om, og sagen måtte så behandles af en faglig voldgift.

Under sagen ønskede 3F, at der blev taget stilling til et samlet efterbetalingskrav for alle entreprenørens medarbejdere, herunder også dem, der ikke var medlemmer af 3F. Det var muligt efter 3F’s byggeoverenskomst, men opmanden fandt ikke, at den praksis, der knyttede sig til byggeoverenskomsten, kunne anvendes, og derfor kunne der kun tages stilling til efterbetalingskravet for så vidt angår 3F-medlemmerne, og det krav fik 3F medhold i.

Videre til Arbejdsretten
3F videreførte derefter sagen ved Arbejdsretten for overenskomstbruddet og det samlede efterbetalingskrav på mere end 14 mio. kr. 

For Arbejdsretten var hovedspørgsmålet, om der var indgået en gyldig overenskomst. 3F mente, at overenskomsten var indgået efter iagttagelse af de krav, der kan stilles, for at en overenskomst forpligter parterne.

Entreprenøren derimod mente, at overenskomsten var ugyldig og indgået under ulovlig tvang. Der blev navnlig henvist til, at overenskomsten blev tiltrådt efter en konflikt, der efter entreprenørens opfattelse var ulovlig. Derfor var entreprenøren blevet udsat for ulovlig tvang efter aftalelovens regler.

Arbejdsretten gav 3F medhold i, at overenskomsten var gyldigt indgået. Arbejdsretten lagde blandt andet vægt på, at entreprenøren havde været bistået af advokat under forhandlingerne om tiltrædelsen af overenskomsten, og at entreprenøren ikke havde benyttet muligheden for at indbringe spørgsmålet om lovligheden af de kollektive kampskridt for Arbejdsretten.

Entreprenøren havde også påberåbt sig, at overenskomsten var ugyldig som følge af, at en række af overenskomstforpligtelserne skulle være i strid med EU-retlig regulering. Det fik entreprenøren imidlertid heller ikke medhold i.

Da overenskomsten således var gyldigt indgået, var spørgsmålet om bodsstørrelsen tilbage, og her udmålte Arbejdsretten en bod på 14 mio. kr., som var sammensat af dels et pønalt element og dels et skønsmæssigt fastsat efterbetalingskrav.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen viser, at kampskridt til støtte for et krav om at opnå overenskomst i sagens natur udgør en pression mod modparten, men at denne pression ikke udgør ulovlig tvang med ugyldighed til følge, hvis reglerne om iværksættelse af konflikt er opfyldt.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet