Skrevet af
Ingen fare på færde i bussen
Chauffører var ikke i fare og måtte ikke strejke.
Skrevet af
Forfattere
Der er ”fredspligt” og må ikke strejkes i overenskomstperioden, medmindre andet følger af en kollektiv overenskomst eller af ”Norm for regler for behandling af faglig strid” (Normen). I denne sag skulle Arbejdsretten tage stilling til, om chauffører hos et busselskab var berettigede til at nedlægge arbejdet inden for overenskomstperioden på grund af risiko for deres sikkerhed og sundhed i henhold til Normens § 17, nr. 2.
Baggrunden var en episode, hvor en chauffør under sin vagt flere gange blev overfuset og truet af en passager. Chaufføren trykkede på nødknappen flere gange, og opkaldene blev håndteret af vagtcentralen, der bl.a. tilkaldte politiet.
Chaufførerne blev bagefter bekymrede for, om nødknapperne i busserne virkede, idet nogle chauffører havde fået indtryk af, at chaufførens nødopkald under den konkrete episode ikke umiddelbart var blevet besvaret.
Tillidsrepræsentanten, arbejdsmiljørepræsentanten og driftslederen afholdt et mæglingsmøde og informerede efterfølgende chaufførerne om, at busselskabet bl.a. havde indkaldt vagtcentralen til et møde, og at de på daværende tidspunkt ikke kunne komme ”nærmere en afgørelse”.
Samme dag nedlagde et større antal chauffører arbejdet, idet de krævede ledelsens garanti for, at nødopkald altid ville blive besvaret og håndteret af vagtcentralen. Tidligt næste morgen udsendte ledelsen en erklæring, hvori de bl.a. garanterede, at ”vi altid har nogen i radioen 24/7”, og at ”vi altid tager den”, hvis der er en alarm. Kort tid efter genoptog chaufførerne arbejdet, men busselselskabet foretog løntræk for de chauffører, der havde deltaget i arbejdsstandsningen.
Sagen blev indbragt for Arbejdsretten, da Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) på vegne af chaufførerne gjorde gældende, at løntrækket var uberettiget og i strid med Normens § 17, nr. 2, idet de anførte, at chaufførerne med føje havde kunnet anse deres sikkerhed for truet, når driftslederen – efter mæglingsmødet – ikke kunne garantere, at nødopkald blev besvaret af vagtcentralen.
Arbejdsstandsningen var ikke lovlig
I Arbejdsretten blev busselskabet frifundet.
Arbejdsretten fastslog indledningsvist, at bevisbyrden for, at der er et ”reelt begrundet faremoment”, som ud fra en objektiv vurdering gør det uforsvarligt at begynde eller fortsætte arbejdet, påhviler de medarbejdere, der påberåber sig beskyttelsen i Normens § 17, nr. 2.
Arbejdsretten konstaterede herefter, at det var ubestridt, at chaufførens nødopkald blev besvaret og håndteret af vagtcentralen, og at det ikke var dokumenteret, at der tidligere havde været problemer med ubesvarede nødopkald. Desuden var både arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten forud for arbejdsstandsningen vidende om, at chaufførens nødopkald var blevet besvaret af vagtcentralen.
Af disse grunde fandt Arbejdsretten, at der på tidspunktet for arbejdsnedlæggelsen ikke forelå en reelt begrundet fare for chaufførernes sikkerhed og sundhed, der kunne berettige arbejdsstandsningen, og at chaufførerne heller ikke efter mæglingsmødet mellem arbejdsmiljørepræsentanten, tillidsrepræsentanten og driftslederen havde haft føje til at tro, at de var berettigede til at nedlægge arbejdet.
Norrbom Vinding bemærker:
Sagen illustrerer, at en arbejdsstandsning inden for overenskomstperioden kun er berettiget i henhold til Normens § 17, nr. 2, hvis det ud fra en objektiv vurdering findes godtgjort, at det vil være uforsvarligt at begynde eller fortsætte arbejdet på grund af en risiko for medarbejdernes sikkerhed og sundhed.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere