Ikke lægeligt diagnosticeret lidelse kan udgøre et handicap

Højesteret har netop afgjort en sag, hvor en lidelse, der ikke var lægeligt ‎diagnosticeret på opsigelsestidspunktet, blev anset for at udgøre et handicap i ‎forskelsbehandlingslovens forstand.

nvi_portraetter_done_014_web.jpg

Sagen omhandlede en medarbejder i en bank, som i starten af efteråret 2012 ‎gennemgik en hjerneoperation. Medarbejderen var efterfølgende fuldtidssygemeldt i ‎ca. 2 måneder, hvorefter hun delvist genoptog arbejdet med 2-3 timer om ugen. ‎

I løbet af foråret og sommeren 2013 blev medarbejderens arbejdstid øget til ca. 18 ‎timer ugentligt. Der blev gennemført opfølgende samtaler med medarbejderen hver ‎‎14. dag, og det fremgik af et referat fra et opfølgende møde den 1. maj 2013, at ‎medarbejderen havde oplyst, at ingen eksperter kunne oplyse, hvornår hun blev rask ‎igen. Bankens ledelse blev endvidere gjort bekendt med et notat af 22. maj 2013 ‎udarbejdet af Hjerneskadecentret, hvoraf det fremgik, at medarbejderen som en ofte ‎forekommende følge af en hjerneoperation led af alvorlig træthed, og at det var ‎umuligt at angive et tidsperspektiv for optrapning til fuld tid. ‎

Af en statusrapport af 3. juli 2013 fra Rigshospitalet fremgik det, at sygdommens ‎karakter i bedste fald var stationær og i værste fald progressiv, og at medarbejderen ‎næppe ville kunne genoptage arbejdet fuldt ud indenfor det ”første års tid”. ‎Medarbejderen blev opsagt den 28. august 2013 som følge af det høje sygefravær.‎

Den 13. september 2013 blev medarbejderen ved en speciallægeerklæring ‎diagnosticeret med invaliderende træthed som følge af operationen, og lægen anså ‎det ikke for sandsynligt, at medarbejderen ville kunne genoptage sit arbejde på fuld ‎tid.‎

Betydningen af en lægelig diagnose
For Højesteret var spørgsmålet først og fremmest, om medarbejderen kunne anses ‎for at være handicappet på opsigelsestidspunktet, selv om medarbejderens lidelse ‎først blev endeligt diagnosticeret efter opsigelsen.‎

Højesteret udtalte, at det efter EU-Domstolens praksis ikke er en betingelse for, at ‎der foreligger et handicap, at funktionsbegrænsningen skyldes en sygdom, der er ‎lægeligt diagnosticeret. Det må således efter Højesterets opfattelse bero på en ‎vurdering af samtlige sagens omstændigheder, ”herunder navnlig oplysninger fra ‎læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den ‎påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed ‎forskelsbehandlingslovens forstand”. Det afgørende er ifølge Højesteret, at lidelsen ‎medfører en funktionsbegrænsning, og at denne er af lang varighed. ‎

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom, der nåede frem til, at det på ‎opsigelsestidspunktet var lægeligt fastslået, at der ikke var udsigt til, at ‎medarbejderen ”ville blive i stand til at arbejde på fuld tid igen og i hvert fald ikke ‎indenfor det første års tid”. Medarbejderens funktionsbegrænsning måtte derfor ‎anses for at være af lang varighed, og hun var derfor omfattet af ‎forskelsbehandlingslovens handicapbegreb. ‎

I lyset af de oplysninger, der var tilgået banken, vurderede landsretten, at banken ‎burde have vidst, at medarbejderen havde et handicap. Banken havde endvidere ikke ‎opfyldt sin forpligtelse til at iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger, og ‎medarbejderen blev derfor tilkendt en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Norrbom Vinding bemærker

  • at denne dom ændrer hidtidig dansk retspraksis, hvorefter handicapbegrebet er ‎blevet fortolket således, at det er et krav, at der foreligger en lægelig diagnose, men
  • at dommen ikke medfører, at diagnosticeringen af en lidelse er uden betydning for ‎vurderingen af, om en lidelse udgør et handicap (og om arbejdsgiveren er eller burde ‎være bekendt hermed), idet en lægelig diagnose ofte vil være en forudsætning for, ‎at der foreligger en prognose, og der er på baggrund af Højesterets dom ikke tvivl ‎om, at en prognose om lang varighed vil være nødvendig, for at en ‎funktionsbegrænsning kan anses for at udgøre et handicap.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet