Hvor går grænsen for midlertidigt?

Uanset at et vikariat successivt var blevet forlænget flere gange, var en vikar omfattet af vikarloven, idet vikaren alene ansås for midlertidigt at have udført arbejde for en brugervirksomhed.

Skrevet af

Vikarloven finder anvendelse på vikarer, der har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau, og af vikarbureauet udsendes til virksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver. I denne sag skulle Arbejdsretten tage stilling til, om en vikar efter flere successive udsendelser til en brugervirksomhed ikke længere var udsendt midlertidigt, hvormed ansættelsen ikke var omfattet af vikarloven.

I januar 2019 indgik vikaren aftale med et vikarbureau om et vikariat om at udføre lagerarbejde hos en virksomhed. Vikariatet blev forlænget flere gange efter hinanden, og den sidste aftale om forlængelse var uden slutdato.

Vikaren indgav i februar 2022 en indberetning til virksomhedens eksterne whistleblowerordning angående forskelsbehandling af vikarer og evt. overtrædelse af vikarloven/ligebehandlingsprincippet. Videre indeholdt indberetningen en overvejelse om, hvorvidt virksomheden spekulerede i at ansætte vikarer på fuld tid over en årrække uden at give dem samme arbejdsvilkår som virksomhedens egne ansatte. I maj 2022 blev vikaren opsagt.

Forståelsen af ”midlertidigt”
Vikaren indbragte herefter sagen for Arbejdsretten med påstand om, at virksomheden skulle anerkende, at vikaren ikke var omfattet af vikarloven og som følge heraf skulle stilles, som hvis hun havde været ansat direkte af virksomheden.

Til støtte herfor anførte vikaren bl.a., at vikariatet ikke kunne anses som midlertidigt efter vikarloven henset til, at vikaren i 3 år og 4 måneder fordelt på syv perioder havde været udsendt hos virksomheden samt henset til arbejdets karakter i form af ikke tidsbegrænsede arbejdsopgaver, der blev udført på lige fod med de fastansatte.

Virksomheden gjorde bl.a. gældende, at vikaren havde været udsendt midlertidigt, idet det ikke havde været tilsigtet, at udsendelsen skulle være permanent. Videre anførte virksomheden, at kriteriet om ”midlertidigt” måtte forstås bredt, og at der hverken i vikarloven eller vikardirektivet var holdepunkt for at antage, at et vikariat ikke måtte være længerevarende.

Arbejdsretten bemærkede, at ved forståelsen af udtrykket ”midlertidigt” må det tillægges vægt, om det ved udsendelsen eller ved eventuelle forlængelser af vikariatet havde været intentionen, at arbejdet skulle være midlertidigt.

Videre måtte det tillægges vægt, at vikarbureauer efter vikarloven ikke må anvende successive udsendelser uden en saglig begrundelse, og at overtrædelse heraf efter vikarloven kan straffes med bøde eller godtgørelse til vikaren. Dette forudsætter, at selv uberettigede successive udsendelser kan være omfattet af vikarloven og dermed skal anses for midlertidige.

Det var Arbejdsrettens vurdering, at en snæver forståelse af udtrykket ”midlertidigt” ville kunne føre til en forringelse af vikarers retsbeskyttelse, idet der kunne opstå usikkerhed omkring en vikars ansættelsesmæssige rettigheder, hvis vikarens ansættelse hos vikarbureauet ikke er omfattet af vikarlovens regler, mens vikaren ikke havde et ansættelsesforhold til en anden virksomhed.

I den konkrete sag fandt Arbejdsretten efter bevisførelsen, at det ikke var godtgjort, at vikaren ikke var udsendt for midlertidigt at udføre arbejde hos virksomheden. Arbejdsgiveren blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker:

At dommen blev afsagt med udvidet formandskab, og at præmisserne meget klart er formuleret med sigte på en principiel afklaring af sagens kerneproblemstilling. Dermed er der med dommen taget principielt stilling til, at vikarlovens anvendelsesområde angående kriteriet om, at en vikar midlertidigt skal udføre arbejdsopgaver for brugervirksomheden, skal forstås bredt, hvilket bl.a. indebærer, at flere successive udsendelser til den samme brugervirksomhed over en længere periode i visse tilfælde kan karakteriseres for midlertidigt arbejde.

Dette resultat synes også bedst stemmende med lovens ordlyd og formål.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.