Hvad er et vikarbureau?

En faglig voldgiftsret har fastslået, at et vikarbureau alene beskæftiger sig med ‎udsendelse af vikarer til brugervirksomheder.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Efter vikardirektivet og bl.a. overenskomsten mellem CO-industri og Dansk Industri (DI) ‎fastsættes en række rettigheder og pligter i forbindelse med beskæftigelse af vikarer. ‎Men hvem gælder reglerne egentlig for? I denne sag skulle det afgøres, om andre ‎virksomheder end vikarbureauer var forpligtede af reglerne.‎

Efter vikardirektivet trådte i kraft i 2008, blev der i overensstemmelse med sædvanlig ‎praksis forhandlet om implementeringen mellem DI og CO-industri. Parterne blev enige ‎om, at overenskomstens allerede eksisterende regler om vikarer var tilstrækkelige til at ‎leve op til direktivets bestemmelser. I det protokollat, der allerede gjaldt inden direktivets ‎ikrafttræden, fandtes ingen definition af et vikarbureau.‎

Det var CO-industris opfattelse, at der mellem parterne var en fælles forståelse af, at ‎vikarprotokollatet også omfattede udleje af medarbejdere fra virksomheder, som ikke ‎primært var vikarbureauer. ‎

DI var uenig. Efter DI’s opfattelse fastsatte direktivets og lovens definition, at kun ‎virksomheder, der har det som hovedformål at udleje medarbejdere midlertidigt til ‎brugervirksomheder, var at betragte som vikarbureauer. Og den implementeringsaftale, ‎parterne havde indgået, fastsatte ikke noget udvidet dækningsområde i forhold hertil, ‎men fastsatte derimod netop en definition, som var svarende til DI’s opfattelse under ‎sagen. ‎

‎”En virksomhed, hvis hovedforretningsområde er … ”‎
Opmanden lagde til grund, at selve vikarprotokollatet, som havde været en del af ‎parternes overenskomst siden 1995, ikke indeholdt en definition af et vikarbureau. En ‎sådan definition fremgik imidlertid af parternes aftale fra 2011 om implementering af ‎vikardirektivet, og opmanden fandt, at denne definition var gældende i ‎overenskomstforholdet.

Definitionen af et vikarbureau var således efter ordlyden en ”virksomhed, hvis ‎hovedforretning er at indgå ansættelsesaftaler med arbejdstagere med henblik på at ‎udsende dem til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejde under disses ‎ledelse”.‎

Opmanden bemærkede herefter, at en hævdet fælles forståelse, som var bestridt af ‎aftaleparten, måtte kræve et sikkert bevismæssigt grundlag, hvis der skulle bortses fra ‎ordlyden. Et sådant sikkert grundlag var efter opmandens opfattelse ikke godtgjort i ‎sagen.‎

CO-industri havde under sagen henvist til en række fagretlige sager, som skulle ‎understøtte, at DI selv havde ageret i overensstemmelse med den forståelse, CO-‎industri påberåbte sig. Opmanden mente imidlertid ikke, at eksistensen af en sådan ‎fagretlig praksis var godtgjort.‎

DI blev derfor frifundet – og vikarprotokollatet gælder således kun for vikarbureauer og ‎dermed ikke for virksomheder, der i øvrigt udlejer medarbejdere til andre virksomheder.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen viser, at det kræver et sikkert bevisgrundlag, hvis en hævdet fælles ‎forståelse af en kollektiv overenskomst skal kunne tilsidesætte ordlyden, og
  • at resultatet i denne sag blev støttet på parternes konkrete implementeringsaftale, ‎hvorfor det ikke uden videre kan overføres til andre overenskomstområders regulering af ‎vikarer og vikarbureauer.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet