Guld og grønne skove på vejen mod Formel 1

Det var ikke i strid med aftalelovens ugyldighedsregler, at en racerkører havde indgået en aftale med sin tidligere manager, som sikrede manageren 20 % af racerkørerens bruttoindtægter over en længere periode.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Rent ansættelsesretligt vil en medarbejder kunne have en række indsigelser over for en aftale om, at medarbejderen har fraskrevet sig den fulde ret til sin indkomst. Det samme gør sig ikke gældende, hvis en aftale anskues som en aftale mellem kommercielle parter. Det er denne sag fra Københavns Byret et eksempel på.

Denne sag handlede om en racerkører med en drøm om at komme i Formel 1. Som et skridt på vejen indgik racerkøreren en aftale med en manager. Managementaftalen sikrede blandt andet manageren 20 % af samtlige bruttoindtægter, som racerkøreren modtog i forbindelse med sine racerløbsaktiviteter i en 10-årig periode.

Vejen mod Formel 1 er en dyr affære. I et forsøg på at sikre den fornødne finansiering til eventyret indgik manageren og racerkøreren et partnerskab med racerinteresseret dansk milliardær. Partnerskabet gik ud på, at samtlige indtægter og udgifter relateret til racerkørerens raceraktiviteterne skulle lægges ind i et selskab. Til gengæld ville milliardærens virksomhed støtte projektet med et større tocifret millionbeløb.

Milliardæren havde imidlertid en klar betingelse for sin støtte. Manageren skulle ikke modtage 20 % af de penge, som blev indskudt i selskabet. Som kompensation herfor ville manageren i stedet blive indsat som direktør i selskabet og modtage en fast årsløn på 800.000 kr. samt eje 20 % af selskabet.

Managementaftalen blev tilrettet, og den periode, hvori manageren havde ret til 20 % af racerkørerens andre indtægter, blev forlænget med 3 år.

Projektet lykkedes, og racerkøreren fik debut i Formel 1. Efter 1 år i det fine selskab mistede racerkøreren sit sæde. Det skabte en del kontroverser mellem manageren og racerkøreren, og det endte med, at racerkøreren afbrød deres samarbejde.

I kølvandet på afslutningen af samarbejdet opstod der uenighed om, hvilke rettigheder manageren havde til racerkørerens fremtidige indtægter.

Uenighederne endte i byretten. Her gjorde manageren gældende, at idet hun ikke længere var ansat i selskabet, skulle hendes rettigheder igen reguleres af managementaftalen, som efter hendes opfattelse sikrede hende 20 % af racerkørerens bruttoindtægter, herunder også 20 % af det beløb, som milliardæren støttede racerkøreren med.

Racerkøreren mente derimod, at managementaftalen skulle tilsidesættes i medfør af aftalelovens urimelighedsregler. Hvis aftalen ikke kunne det, skulle den fortolkes mest muligt indskrænkede med den konsekvens, at manageren kun var berettiget til 20 % af de beløb, som selskabet reelt udbetalte til racerkøreren selv.

For så vidt angik racerkørerens indsigelser mod aftalernes gyldighed, fandt byretten, at der var tale om kommercielle aftaler indgået mellem professionelle parter. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte aftalerne.

Med afsæt i aftalens ordlyd fandt byretten, at manageren på den ene side havde krav på 20 % af racerkørerens indtægter. På den anden side fandt retten, at det hverken sprogligt eller forudsætningsvist gav mening at hævde, at managementaftalen skulle fortolkes som anført af manageren. Aftalen måtte således fortolkes, som om manageren alene havde ret til 20 % af de beløb, som blev udbetalt til racerkørerens frie rådighed.

Sagen er anket til Østre Landsret.

Norrbom Vinding bemærker

  • at hvor en part optræder som en kommerciel aftalepart – og ikke som ansat – er der i udgangspunktet aftalefrihed, hvilket betyder, at man eksempelvis gyldigt kan fraskrive sig en del af sine fremtidige indtægter.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet