Godtgørelse for uberettiget kropsvisitation

Højesteret har tilkendt en borger en godtgørelse for krænkelse af psykiatriloven og den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Sagen handlede om en borger, som på grund af en straffedom var blevet indlagt på et retspsykiatrisk afsnit. Under den halvandet år lange indlæggelse blev borgeren kropsvisiteret 41 gange. Kropsvisitationerne blev foretaget, når borgeren havde haft uovervåget besøg eller uledsaget udgang.

Ifølge den dagældende psykiatrilov kunne visitation gennemføres på baggrund af et frivilligt informeret samtykke, eller hvis der forelå en begrundet mistanke.

Borgeren mente ikke at have givet samtykke til at blive kropsvisiteret under indlæggelsen – og hvis han havde, var samtykket trukket tilbage, inden visitationerne blev gennemført. Derudover mente borgeren, at betingelserne for at gennemføre tvangsmæssige kropsvisitationer ikke var opfyldt, og at visitationerne var sket i strid med Menneskerettighedskonventionen.

Regionen, som i sagen var blevet stævnet af borgeren, mente, at borgeren havde givet samtykke til kropsvisitationerne. Derudover mente regionen, at betingelserne i den dagældende psykiatrilov for at kunne foretage visitationer uden samtykke/tvangsmæssigt var opfyldt.

Højesteret fandt, at det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at borgeren gennem det første år af sit ophold på det retspsykiatriske afsnit jævnligt protesterede mod at skulle visiteres og stillede spørgsmål ved lovligheden af kropsvisitationerne – og at han kun accepterede visitation, fordi han ellers ikke ville kunne få uovervåget besøg eller uledsaget udgang.

Højesteret udtalte, at ved vurderingen af, om det var godtgjort, at der havde været tale om et gyldigt samtykke, måtte karakteren af de vilkår, som han blev stillet over for, tages i betragtning – med andre ord måtte det forhold, at borgeren ikke kunne modtage uovervåget besøg eller uledsaget udgang uden at samtykke til visitation, tages i betragtning.

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at der var givet et gyldigt samtykke, eller at der forelå begrundet mistanke. På den baggrund fandt Højesteret, at kropsvisitationerne var sket i strid med den dagældende psykiatrilov.

Godtgørelse efter Menneskerettighedskonventionen
Borgeren gjorde under sagen gældende, at han havde ret til godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26 eller princippet i denne sammenholdt med Menneskerettighedskonventionen, da betingelserne for at gennemføre tvangsmæssige kropsvisitationer ikke var opfyldt, og fordi visitationerne var sket i strid med Menneskerettighedskonventionen.

Under sagen havde borgeren forklaret, hvordan visitationerne var foregået. Her havde borgeren bl.a. forklaret, at visitationerne foregik fuldstændig afklædt med indtagelse af ydmygende stillinger, og at intime steder på kroppen blev undersøgt.

Højesteret fandt, at kropsvisitationerne indebar en nedværdigende behandling af borgeren i strid med Menneskerettighedskonventionens forbud mod totur og umenneskelig eller vanærende behandling (artikel 3).

Højesteret tilkendte borgeren en godtgørelse på 25.000 kr. efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med Menneskerettighedskonventionen. Godtgørelsens størrelse blev fastsat efter et skøn over sagens samlede omstændigheder og under hensyn til Menneskerettighedsdomstolens praksis. Ved udmålingen lagde Højesteret vægt på krænkelsernes karakter og antal og på, at visitationerne fandt sted gennem en længere periode.

Norrbom Vinding bemærker

  • at dommen viser, at der skal retsstridige krænkelser af en vis grovhed til, førend der kan blive tale om tilkendelse af godtgørelse for tort, og
  • at godtgørelsen blev udmålt på baggrund af et skøn over sagens samlede omstændigheder, herunder krænkelsens karakter og antal samt det forhold, at de foregik over en længere periode.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet