Forskelsbehandling af deltidsansatte?

EU-Domstolen har taget stilling til, om deltidsdirektivet skal fortolkes således, at det er til hinder for en national bestemmelse, der fastsætter den maksimale varighed for et tidsbegrænset ansættelsesforhold for deltidsansatte til en længere periode end for fuldtidsansatte.

nvi_portraetter_done_014_web.jpg

Det følger af deltidsdirektivet, at arbejdsgivere i EU ikke må behandle deltidsansatte mindre gunstigt end fuldtidsansatte – på grund af deltidsansættelsen – medmindre dette er begrundet i objektive forhold. Men er der tale om forskelsbehandling af deltidsansatte, når den maksimale varighed for et tidsbegrænset ansættelsesforhold for deltidsansatte er længere end for fuldtidsansatte? Det skulle EU-Domstolen tage stilling til i denne sag.

Sagen handlede om en østrigsk forsker, som ved flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter havde været ansat ved et universitet igennem 12 år – dels på fuldtid og dels på deltid. Forskerens ansættelsesforhold havde nået den maksimale varighed, der efter østrigske regler var gældende for tidsbegrænsede ansættelsesforhold ved udvalgte universiteter.

Ifølge de østrigske regler kunne flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontakter tillades for ansatte ved udvalgte universiteter, men den samlede varighed af de tidsbegrænsede ansættelser måtte ikke overstige 6 år for fuldtidsansatte, mens det for deltidsansatte var 8 år. Under særlige omstændigheder – og hvis der forelå en objektiv begrundelse – kunne der gives tilladelse til at forlænge ansættelsen op til i alt 10 år for fuldtidsansatte og 12 år for deltidsansatte.

Selv om forskerens ansættelsesforhold havde nået den maksimale varighed, mente hun, at hendes ansættelsesforhold skulle anses for at være fortsat tidsubegrænset, og derfor endte sagen for en østrigsk domstol, som stillede spørgsmål til EU-Domstolen.

Deltidsdirektivet var til hinder for en sådan bestemmelse
Spørgsmålet for EU-Domstolen var i første række, om de østrigske regler om den maksimale varighed af en tidsbegrænset ansættelse var forenelig med deltidsdirektivet.

EU-Domstolen fandt, at deltidsdirektivet skal fortolkes således, at det er til hinder for, at der i national lovgivning fastsættes bestemmelser, hvorefter en maksimal varighed for et ansættelsesforhold er længere for deltidsansatte end for sammenlignelige fuldtidsansatte, medmindre en sådan forskelsbehandling er begrundet i objektive forhold og står i et rimeligt forhold til disse.

Universitetet havde for EU-Domstolen gjort gældende, at forskelsbehandlingen var begrundet i objektive forhold. Niveauet for de kundskaber og den erfaring, som de deltidsansatte kunne opnå inden for rammerne af deres ansættelsesforhold, var nødvendigvis mindre end det niveau, som de sammenlignelige fuldtidsansatte ville opnå.

I den forbindelse udtalte EU-Domstolen, at anciennitet ganske vist er ensbetydende med større erfaring, men om et sådant kriterium er objektivt, afhænger af samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde. Dette fandt EU-Domstolen, at det tilkom den østrigske domstol at efterprøve.

Den østrigske forsker havde under sagen endvidere gjort gældende, at de østrigske regler stillede kvinder særligt ufordelagtigt, idet færre kvinder arbejder på fuld tid. Forskeren mente, at der var tale om indirekte forskelsbehandling pga. køn i strid med ligebehandlingsdirektivet. EU-Domstolen udtalte, at de østrigske regler principielt kan udgøre indirekte forskelsbehandling pga. køn, hvis det kan godtgøres, at den nationale lovgivning påvirker væsentligt flere kvinder end mænd negativt, og dette ikke er objektivt begrundet i et legitimt formål. Det var imidlertid op til den nationale domstol at tage stilling til dette spørgsmål.

Norrbom Vinding bemærker

  • at EU-Domstolens dom bekræfter, at forskelsbehandling af deltidsansatte i forhold til sammenlignelige fuldtidsansatte kun må ske, hvis forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold, og
  • at dommen illustrerer, at EU-Domstolen som udgangspunkt overlader den konkrete vurdering af, om en konstateret forskelsbehandling er begrundet i objektive forhold, til de nationale domstole.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet