Fleksjobberen på langfart

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en A-kasse havde afskediget en sagsbehandler med sklerose, der på grund af selvvalgte private bopælsforhold kun kunne møde fysisk ind på arbejde én dag om ugen.

Skrevet af

Der påhviler arbejdsgiver en pligt til at træffe hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, hvis en medarbejder har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Foranstaltningerne skal træffes med henblik på at give medarbejderen adgang til forsat beskæftigelse, medmindre dette vil være uforholdsmæssigt byrdefuldt for arbejdsgiver.

I denne sag skulle en faglig voldgift tage stilling til, hvor langt arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse rækker, når en medarbejders behov for skånehensyn udspringer af medarbejderens eget valg – under ansættelsen – om at flytte langt væk fra sin arbejdsplads.

Sagen handlede om en sagsbehandler ved en A-kasse, som var ansat i fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 15 timer fordelt på 3 dage à 5 timer.

Under nedlukningen af samfundet i 2020 arbejdede sagsbehandleren hjemmefra, indtil hun efter genåbningen af samfundet i sommeren 2021 blev pålagt at fremmøde fysisk på arbejdspladsen igen. Efter genåbningen havde alle medarbejdere i A-kassen ret til to ugentlige hjemmearbejdsdage, hvilket senere blev ændret til én ugentlig hjemmearbejdsdag.

Sagsbehandleren var på dette tidspunkt flyttet med sin familie til en bopæl, hvorfra transporttiden til A-kassen var mellem 2,5 og 3 timer pr. vej. På grund af den lange transporttid til arbejdet, ønskede sagsbehandleren, at to ud af hendes tre ugentlige arbejdsdage blev hjemmearbejdsdage og der blev også indhentet en lægeerklæring, som fastslog, at hjemmearbejde to dage om ugen var en forudsætning for, at sagsbehandleren kunne varetage fleksjobbet på 15 ugentlige timer stabilt.

A-kassen opsagde herefter sagsbehandleren, da A-kassen ikke så sig i stand til fuldt ud at imødekomme det ønskede skånebehov om hjemmearbejde to dage om ugen i stedet for én.

Sagsbehandlerens faglige organisation anlagde herefter en sag ved faglig voldgift med påstand om, at A-kassen, ved ikke at imødekomme sagsbehandlerens skånebehov om to ud af tre hjemmearbejdsdage om ugen, ikke havde levet op til forskelsbehandlingslovens tilpasningsforpligtelse.

A-kassen gjorde overfor dette gældende, at afskedigelsen af sagsbehandleren ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, da ønsket om en ekstra hjemmearbejdsdag skyldtes, at sagsbehandleren selv havde valgt at bosætte sig så langt væk, at transporttiden blev en belastning for hende.

Skånehensyn skyldtes private forhold
Parterne i sagen var enige om, at sagsbehandleren havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand og spørgsmålet i relation til forskelsbehandling var derfor alene, om A-kassen havde tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse.

Opmanden fandt ikke, at der fandtes grundlag for at fastslå, at sagsbehandlerens handicap også uden den lange transporttid ville have været til hinder for, at hun mødte fysisk på arbejdspladsen to dage om ugen. Derfor og henset til, at den lange transporttid var en konsekvens af sagsbehandlerens egen beslutning – under ansættelsen – om at flytte til en anden by, og at transporttiden også ville have været en væsentlig hindring for udførelse af arbejde for personer uden et handicap, fandt opmanden, at det beroede på sagsbehandlerens private – af handicappet uvedkommende – forhold, at hun ikke kunne møde på arbejdspladsen hos A-kassen mere end én dag om ugen.

Det lå derfor uden for A-kassen tilpasningsforpligtelse at indgå aftale med sagsbehandleren om yderligere en hjemmearbejdsdag og afskedigelsen af sagsbehandleren var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. 

Norrbom Vinding bemærker:

Afgørelsen viser, at skånebehov, som er en konsekvens af medarbejderens private beslutninger – og som forringer medarbejderens mulighed for at udføre arbejdet – ikke er omfattet af arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse. 

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.