Fjernvarmeselskab skifter overenskomst

Principiel dom fra Arbejdsretten: Et fjernvarmeselskab, som meldte sig ind i Dansk Industri, kunne flytte sine medarbejdere fra en overenskomst til en anden uden konflikt.

nvi_portraetter_done_024_web.jpg

I henhold til de fleste hovedaftaler falder en overenskomst ikke bort, bare fordi den opsiges. Normalt skal den enten fornyes, eller også skal der iværksættes konflikt. Men kan det betragtes som en ”fornyelse”, hvis en arbejdsgiver, der hidtil har været omfattet af en FOA-overenskomst, bliver medlem af Dansk Industri (DI) og derigennem omfattet af Industriens Overenskomst, som FOA ikke er part i? Det kan det. Det viser denne sag.

Sagen vedrørte et kommunalt fjernvarmeselskab, som i 2007 blev udsondret fra en kommune og gjort til et kommunalt aktieselskab.

Fjernvarmeselskabets medarbejdere var både før og efter 2007 omfattet af de kommunale overenskomster, bl.a. overenskomsten for husassistenter (som bl.a. omfatter kantinemedarbejdere) og overenskomsten for kantineledere – begge indgået mellem Kommunernes Landsforening (KL) og FOA. Selskabet var også omfattet af hovedaftalen indgået mellem KL og FOA.

De kommunale overenskomster fortsatte med at gælde år efter år og blev også fornyet, da fjernvarmeselskabet havde en serviceaftale (en slags medlemskab) med KL, men i 2015 ville selskabet prøve noget nyt. Selskabet opsagde derfor aftalen med KL og meldte sig i stedet ind i DI. Og da det var på plads, opsagde selskabet de kommunale overenskomster over for FOA til bortfald den 1. april 2018.

Fjernvarmeselskabet mente, at opsigelsen betød, at de kommunale overenskomster faldt bort, når de udløb. Selskabet fremhævede, at selskabet som følge af opsigelsen i stedet var omfattet af ”Industriens Overenskomst” indgået mellem DI og den faglige paraplyorganisation CO-industri, der – ligesom FOA – er medlem af LO.

Er det nu så enkelt?
FOA mente ikke, at fjernvarmeselskabet skulle slippe helt så let, og fastholdt, at FOA’s overenskomster fortsat måtte gælde.

FOA fremhævede særligt, at det stod i den kommunale hovedaftale, at overenskomster omfattet af hovedaftalen ville fortsætte med at gælde, indtil de enten var blevet ”fornyet”, eller indtil der var iværksat ”arbejdsstandsning” (altså konflikt). Og da selskabet hverken havde fornyet de to overenskomster eller iværksat konflikt, så kunne overenskomsterne jo ikke være faldet bort, mente FOA.

Parterne kunne ikke blive enige, så uenigheden endte med, at fjernvarmeselskabet indbragte sagen for Arbejdsretten for at få afklaret retstilstanden. Sagen var principiel og blev i Arbejdsretten behandlet med udvidet formandskab.

Der måtte skelnes mellem overenskomsterne
Arbejdsretten nåede frem til, at de to overenskomster skulle behandles forskelligt. Overenskomsten for husassistenter (kantinemedarbejdere) var således faldet bort, og husassistenterne kunne derfor heller ikke længere påberåbe sig den kommunale hovedaftale. Til gengæld fortsatte kantinelederoverenskomsten med at gælde – og den kommunale hovedaftale fortsatte derfor også med at gælde for kantinelederne.

For så vidt angik husassistenterne lagde Arbejdsretten vægt på, at husassistenters arbejdsopgaver var omfattet af Industriens Overenskomsts dækningsområde. Industriens Overenskomst tillader ikke, at der gælder parallelle overenskomster, som dækker det samme arbejde. Hvis man er medlem af DI og omfattet af Industriens Overenskomst, har man altså pligt til at komme ud af alle parallelle overenskomster hurtigst muligt.

I lyset af disse forhold mente Arbejdsretten, at den kommunale husassistentoverenskomst var blevet ”fornyet” i den kommunale hovedaftales forstand, forstået på den måde, at den var blevet afløst af Industriens Overenskomst. Det var i den forbindelse uden betydning, at FOA og CO-industri ikke var samme organisation, da de begge var medlem af LO.

Modsat fortsatte kantinelederoverenskomsten med at være gældende. DI havde nemlig ikke nogen overenskomst med et andet LO-forbund, som dækkede kantinelederarbejdet hos fjernvarmeselskabet. Kantinelederoverenskomsten var derfor ikke blevet ”fornyet” i hovedaftalens forstand, og hvis selskabet ville ud af den overenskomst, så måtte selskabet iværksætte konflikt.

Norrbom Vinding bemærker

  • at der er tale om en yderst principiel afgørelse, som behandler, hvilken retstilstand der er gældende, når en arbejdsgiver, der allerede er omfattet af en overenskomst, melder sig ind i en arbejdsgiverorganisation, som har en overenskomst, der dækker det samme arbejde,
  • at sagen umiddelbart tyder på, at en arbejdsgivers hidtidige overenskomster kan falde bort uden frigørelseskonflikt, men at dette som udgangspunkt forudsætter, at arbejdsgiveren melder sig ind i en arbejdsgiverorganisation, der har en overenskomst, som dækker samme arbejde som arbejdsgiverens hidtidige overenskomst, at arbejdsgiverorganisationens overenskomst ikke tillader parallelle overenskomster, at lønmodtagerparterne i arbejdsgiverens hidtidige overenskomst og i arbejdsgiverorganisationens overenskomst er medlemmer af samme hovedorganisation (i den konkrete sag LO), og at arbejdsgiverens hidtidige overenskomst opsiges i overensstemmelse med overenskomstens opsigelsesbestemmelser, og
  • at sagen i øvrigt synes at være båret af et hensyn til arbejdsgiveren, som – hvis retstilstanden var en anden – ville være tvunget til at iværksætte konflikt over for et LO-forbund (konkret FOA) for at overholde sine forpligtelser over for et andet LO-forbund (konkret CO-industri) – en retstilstand, som ikke forekommer rimelig.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet