Farvel og tak til ”minimalerstat­ningsperioden”

Højesteret har fastslået, at det er berettiget at inddrage indtægter optjent i hele opsigelsesperioden ved beregningen af erstatning som følge af uberettiget bortvisning.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Hvordan beregnes minimalerstatning? I forhold til tabet set over hele opsigelsesperioden eller sådan, at de første 3 måneder udgør en ”minimalerstatningsperiode”, der altid skal betales fuldt ud, og at der herefter kun kan ske modregning for det tab, der måtte være i den resterende del af opsigelsesperioden?

Der har nemlig gennem de senere år været uenighed om retstilstanden, idet en højesteretsdom fra 2015 af lønmodtagersiden er blevet forstået sådan, at der var en egentlig ”minimalerstatningsperiode” på 3 måneder, hvor der ikke kunne ske modregning, så der kun kunne ske modregning i lønnen for anden indtægt optjent efter de 3 måneder.

Dette blev i denne sag udfordret af Lønmodtagernes Garantifond, der mente, at de første 3 måneder af en opsigelsesperiode ikke udgør en ”minimalerstatningsperiode”, men at der alene gælder en ret til minimalerstatning set over hele opsigelsesperioden.

Sagen handlede om en produktions- og serviceleder, der blev bortvist fra sin arbejdsplads. Han havde på tidspunktet for bortvisningen optjent ret til 5 måneders opsigelsesvarsel. Efter bortvisningen modtog han sygedagpenge og anlagde sag mod arbejdsgiveren med krav om løn i sin opsigelsesperiode. Han fik medhold ved en udeblivelsesdom, men selskabet blev herefter tvangsopløst, uden at hans krav blev dækket.

Medarbejderen indgav en anmodning om dækning af kravet til Lønmodtagerens Garantifond. Under henvisning til, at han havde haft en indtægt i hele opsigelsesperioden i form af sygedagpenge og dermed ikke havde lidt et tab, udbetalte de dog kun minimalerstatningen i form af 3 måneders løn.

Medarbejderens faglige organisation lagde derfor sag an mod Lønmodtagernes Garantifond med påstand om betaling af de yderligere 2 måneders løn fratrukket de sygedagpenge, der var modtaget i de 2 resterende måneder af opsigelsesperioden.

Den faglige organisation gjorde under henvisning til højesteretsdommen fra 2015 gældende, at det ifølge praksis var fastslået, at en funktionærs erstatningskrav alene skal reduceres med de sygedagpenge, som funktionæren havde fået udbetalt i perioden efter de første 3 måneder.

Lønmodtagernes Garantifond gjorde på den anden side gældende, at de fulgte en praksis, som var blevet fastlagt af en højesteretsdom fra 1951, hvorefter der ved fastsættelse af erstatningen skal tages hensyn til anden indtægt i hele opsigelsesperioden.

Det var derfor fast praksis ifølge Lønmodtagernes Garantifond at modregne sygedagpenge i tabserstatningen, uanset om indtægten måtte være udbetalt i de første 3 måneder (minimalerstatningsperioden) eller i den resterende opsigelsesperiode.

Tilbage til 1951
Både byretten og Østre Landsret henviste til praksis fastlagt i Højesterets dom fra 2015 og gav derfor den faglige organisation og medarbejderen medhold i, at han havde krav på 2 måneders løn fratrukket sygedagpengene modtaget i de sidste 2 måneder af opsigelsesvarslet.

Højesteret udtalte, at efter ordlyden af funktionærlovens § 3, stk. 2, er hovedreglen, at erstatningsopgørelsen skal ske efter de almindelige erstatningsregler, men at funktionæren dog har ret til en tabsuafhængig minimalerstatning på 3 måneders løn.

Da der heller ikke er holdepunkter i forarbejderne for, at funktionæren har ret til yderligere tabsuafhængig erstatning, uanset anden indtægt, må funktionærlovens § 3, stk. 2, forstås som fastslået i Højesterets dom fra 1951, hvorefter anden indtægt optjent i hele opsigelsesperioden skal fradrages i den tabsafhængige del af erstatningen.

Lønmodtagernes Garantifond blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

  • at anvendelse af begrebet ”minimalerstatningsperioden” i højesteretsdommen fra 2015 formentligt var udtryk for en meget sjælden lapsus udtalt i forhold til afgørelsen af et bispørgsmål i dommen fra 2015, som skabte usikkerhed om retstilstanden og begrebsanvendelsen, hvilket bemærkningerne til omkostningsafgørelsen i den nye dom også understøtter, og
  • at Højesteret med den nye dom reelt underkender deres begrebsanvendelse i deres egen dom fra 2015 og derved får rettet op på retstilstanden, så det nu (igen) er klart, at der ikke gælder en ”minimalerstatningsperiode”, men at minimalerstatningen beregnes på baggrund af tabet set over hele opsigelsesperioden.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet