Familieplejere er fortsat ikke lønmodtagere

Kontraktforholdet mellem en familieplejer og en kommune er ikke et ansættelsesforhold. Det kom Vestre Landsret frem til i en sag, der var lagt principielt op af 3F.

nvi_portraetter_done_020_web.jpg

Hvis en familie bliver godkendt som plejefamilie af socialtilsynet, kan familien indgå en kontrakt med en kommune om at modtage et eller flere børn i familiepleje. Som betaling herfor ydes et vederlag. I denne sag skulle Vestre Landsret bl.a. tage stilling til, om et sådant kontraktforhold skal anses for at være et ansættelsesforhold.

Spørgsmålet om karakteren af kontraktforholdet har været prøvet ved de civile domstole og i det fagretlige system med jævne mellemrum. Her har resultatet hidtil været, at familieplejere ikke skal anses for lønmodtagere i ansættelsesretlig forstand. Hovedspørgsmålet i sagen var, om retstilstanden havde rykket sig.

Sagen drejede sig om en familieplejer, der fik opsagt sit kontraktforhold pga. en uenighed om fastsættelsen af vederlaget. Kontraktforholdet blev opsagt med 1 måneds varsel i henhold til kontrakten. Efter opsigelsen anførte familieplejeren, at han skulle betragtes som lønmodtager og derfor havde krav på et opsigelsesvarsel på 6 måneder.

Kommunen fastholdt, at familieplejeren havde leveret en tjenesteydelse og ikke skulle betragtes som lønmodtager. Så anlagde 3F sag mod kommunen. Sagen blev henvist til Vestre Landsret pga. dens principielle karakter.

For retten gjorde 3F gældende, at kommunen havde fungeret som arbejdsgiver, samt at familieplejeren havde været forpligtet til at følge kommunens instruktioner. 3F henviste bl.a. til, at kommunen havde varslet ferie, pålagt kurser og udarbejdet handleplaner.

Ikke underlagt instruktionsbeføjelse
Landsretten udtalte indledningsvis, at arbejdet som familieplejer har en særlig karakter, fordi plejebarnet indgår som en del af familien.

Herefter fremhævede retten, at kommunen hverken kunne pålægge familieplejeren at udføre opgaver på en bestemt måde eller på anden vis tilrettelægge arbejdet. Under henvisning til kontraktens indhold og arbejdets udførelse fandt landretten derfor ikke, at familieplejeren var underlagt kommunens instruktionsbeføjelse.

Retten understregede desuden, at det forhold, at kommunen havde ført et lovpligtigt tilsyn og ydet supervision til familieplejeren, ikke kunne føre til et andet resultat. Det ændrede heller ikke på rettens vurdering, at familieplejere i andre lovgivningsmæssige sammenhænge er blevet sidestillet med lønmodtagere.

På den baggrund konkluderede landsretten, at kontraktforholdet ikke var et ansættelsesforhold.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen fra Vestre Landsretten bekræfter den hidtidige retstilstand, hvorefter familieplejere ikke skal anses for lønmodtagere i ansættelsesretlig forstand, og
  • at det hører med til fortællingen, at familieplejeren i den konkrete sag var en del af et specialiseret team, der var underlagt øget supervision.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet