EU-Domstolen: Delvis annullation af mindstelønsdirektivet

EU-Domstolen har den 11. november 2025 annulleret en del af mindstelønsdirektivet – og samtidig hermed blåstemplet resten af direktivet.

Skrevet af

I oktober 2022 blev direktivforslaget om passende mindstelønninger for arbejdstagere i EU endeligt vedtaget, og den 14. november 2022 trådte direktivet i kraft. Medlemsstaterne i EU havde indtil den 15. november 2024 til at implementere direktivet i national ret. Vi har tidligere omtalt vedtagelsen af direktivet her.

Mindstelønsdirektivet indeholder ikke en forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte mindstelønninger i lovgivningen, og det har ikke til formål at harmonisere mindstelønningerne i hele EU eller indføre en ensartet mekanisme til fastsættelse af mindstelønninger.

Det følger derimod af mindstelønsdirektivet, at medlemsstater med lovbestemte mindstelønninger skal fastlægge de nødvendige procedurer for fastsættelsen og ajourføringen af de lovbestemte mindstelønninger. Fastsættelsen og ajourføring skal ske på baggrund af nationale kriterier, der som minimum skal omfatte en række elementer, som er oplistet i direktivet.

Medlemsstater, der – som Danmark – ikke har lovbestemte mindstelønninger, forpligtes i medfør af direktivet bl.a. til at fremme opbygningen og styrkelsen af arbejdsmarkedets parters evne til at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse.

Annullationssøgsmål
Mindstelønsdirektivet er fra begyndelsen blevet mødt af modstand fra dansk side. Den massive modstand skal ses i lyset af den danske model, som indebærer, at løn og overenskomstmæssige forhold er et anliggende for arbejdsmarkedets parter. Den 18. januar 2023 anlagde Danmark derfor et annullationssøgsmål mod Europa-Parlamentet og Rådet med påstand om, at mindstelønsdirektivet skulle annulleres. Vi har tidligere omtalt annullationssøgsmålet her.

Danmark nedlagde – med støtte fra Sverige – påstand om annullation af mindstelønsdirektivet i sin helhed og subsidiært annullation af visse bestemmelser i direktivet. Til støtte herfor anførte Danmark bl.a., at direktivet indebar en overskridelse af EU’s beføjelser tildelt ved traktaterne og en tilsidesættelse af EU’s kompetence, idet EU ikke har kompetence vedrørende bl.a. lønforhold, samt at direktivet ikke kunne vedtages på baggrund af EU’s kompetence til at træffe beslutninger om arbejdsvilkår.

Europa-Parlamentet og Rådet gjorde, med støtte fra flere andre medlemsstater, bl.a. gældende, at direktivet kun har til formål at forbedre arbejdsvilkårene ved hjælp af tiltag om mindstelønningernes tilstrækkelighed, samt at direktivet alene gennem minimumsforskrifter fastsætter proceduremæssige forpligtelser med hensyn til, hvordan det afgøres, om de lovbestemte mindstelønninger er tilstrækkelige, og fremmer forhandlinger om fastsættelse af disse lønninger, samt at direktivet ikke forskriver et specifikt lønniveau eller lignende.

Generaladvokatens forslag til afgørelse
Den 14. januar 2025 fandt generaladvokaten i sit forslag til afgørelse af sagen, at direktivet ikke var foreneligt med EU’s traktatgrundlag, idet EU ikke har kompetence til at vedtage direktiver om ”lønforhold”. Vi har tidligere omtalt generaladvokatens forslag til afgørelse her.

EU-Domstolens afgørelse
EU-Domstolen valgte kun at annullere en del af direktivet om mindsteløn og fandt dermed – i modsætning til generaladvokaten – at direktivet i sin helhed ikke er traktatstridigt.

Konkret fandt EU-Domstolen, at bestemmelsen i direktivet, hvori der oplistes kriterier for fastsættelse og ajourføring af de lovbestemte mindstelønninger, skulle annulleres, fordi denne bestemmelse (og to deraf afledte sætningsled) falder uden for EU’s lovgivningskompetence.

Danmark fik dermed alene delvist medhold i søgsmålet.

Norrbom Vinding bemærker:

Det er usædvanligt, at en EU-retsakt bliver helt eller delvis underkendt af EU-Domstolen, så i det lys er det en sejr for den danske regering og arbejdsmarkedets parter, at Danmark fik delvis medhold. Men dommen er stadig mest et nederlag.

Til gengæld har resultatet ikke konkret betydning på den korte bane. For i lyset af den høje grad af dækning af kollektive overenskomster på det danske arbejdsmarked, har ingen ment, at Danmark skulle have pligt til at lovgive om mindsteløn.

Det er mere på den lidt længere bane, at afgørelsen kan få betydning. Den danske regering mente, at EU skulle udvise større grad af respekt for den danske model. Det er EU-Domstolen så ikke enig i. Hvad kan det næste blive?

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.