Et samarbejde i saksen

En frisør, der havde indgået en samarbejdsaftale med en salonejer, måtte anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende og havde derfor ikke krav på aflønning i henhold til frisøroverenskomsten.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Som udgangspunkt dækker kollektive overenskomster lønmodtagere og ikke selvstændige erhvervsdrivende. I denne sag skulle Arbejdsretten tage stilling til, om en frisør, der havde indgået en samarbejdsaftale med en salonejer, var selvstændigt erhvervsdrivende – eller om hun reelt måtte anses for at have været lønmodtager og dermed omfattet af frisøroverenskomsten.

Frisøren og salonejeren havde indgået en samarbejdsaftale, som indebar, at frisøren var berettiget til at anvende salonens inventar mod betaling af en månedlig leje. Samarbejdsaftalen kunne af hver af parterne opsiges med 3 måneders varsel.

Efter samarbejdets ophør påstod frisøren, at hun reelt havde været lønmodtager, og at hun derfor havde haft krav på overenskomstmæssig aflønning. Sagen endte derfor i Arbejdsretten, hvor frisøren gjorde gældende, at hun havde krav på efterbetaling af løn, ligesom salonejeren endvidere skulle pålægges at betale bod for overenskomstbrud.

Til støtte for sin påstand anførte frisøren, at samarbejdsaftalen reelt var blevet indgået, fordi salonejeren ikke ville hæfte for de rettigheder, en lønmodtager har. Derudover anførte frisøren, at hun havde været begrænset i forhold til sine muligheder for at foretage indkøb, ansætte personale og tilrettelægge sin arbejdstid i en sådan grad, at hun samlet set måtte anses for at have været lønmodtager.

Selvstændigt erhvervsdrivende
Heroverfor anførte salonejeren, at samarbejdsaftalen var blevet indgået på baggrund af parternes enighed om at indgå i et reelt samarbejde som to selvstændige erhvervsdrivende, og at aftalen således ikke blev indgået for at omgå overenskomsten.

Indledningsvis fandt Arbejdsretten, at det konkret på baggrund af samarbejdsaftalen måtte vurderes, om der var tale om drift af to selvstændige frisørvirksomheder fra samme salon, eller om den ene frisør reelt måtte anses for at have været ansat hos salonejeren.

Arbejdsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at parterne forud for aftaleindgåelsen havde tilrettet udkastet til samarbejdsaftalen i overensstemmelse med rådgivning, som de havde modtaget fra fagorganisationen for selvstændige frisører og kosmetikere, og at der endvidere ikke var grundlag for at antage, at frisøren ikke havde indgået aftalen ganske frivilligt.

Arbejdsretten fremhævede herefter en række af aftalens vilkår vedrørende bl.a. ejendomsret til udstyr og inventar, foretagelse af indkøb, hæftelse og forsikring. Videre bemærkede Arbejdsretten, at frisøren, der lejede sig ind, var registreret som selvstændigt erhvervsdrivende med eget CVR-nummer, og at hun modtog indtægten fra det frisørarbejde, hun selv udførte i salonen.

Endelig lagde Arbejdsretten til grund, at frisøren i et vist omfang havde markedsført sig i eget navn, at hun som udgangspunkt selv måtte have haft mulighed for at tilrettelægge sit arbejde og sin arbejdstid, ligesom salonejeren i øvrigt ikke kunne antages at have haft ledelses- eller instruktionsbeføjelser over for frisøren.

Arbejdsretten frifandt salonejeren, idet der – på baggrund af en samlet vurdering – ikke var grundlag for at fastslå, at frisøren reelt havde været ansat hos salonejeren.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen bekræfter, at der foretages en samlet vurdering af sagens omstændigheder, når det konkret skal vurderes, om en person er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, og
  • at afgørelsen endvidere illustrerer, hvilke momenter der som led i den samlede bedømmelse eksempelvis vil kunne blive lagt vægt på.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet