Skrevet af
Erstatning for risiko?
En kommune blev frifundet for krav om godtgørelse efter EMRK artikel 3 i en sag om overgreb mod et barn i 1990’erne.
Skrevet af
Forfattere
Det afgørende for vurderingen af, om en offentlig myndighed ifalder erstatningsansvar som følge af en manglende opfyldelse af sin positive handlepligt efter torturforbuddet i menneskerettighedskonventionens artikel 3, er, om myndigheden vidste eller burde have vidst, at der var en reel og umiddelbar risiko for, at barnet blev udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, og om myndigheden herefter har undladt at udfolde rimelige bestræbelser for at forhindre overgrebene. I den konkrete sag skulle retten blandt andet tage stilling til betydningen af, at en række akter i sagen var kasseret.
Sagsøgeren i sagen var i 1990’erne blevet misbrugt seksuelt af sin mors daværende kæreste. Moderen var vidende herom, men formåede ikke at sige fra over for kæresten. Da kommunen modtog en underretning, der skabte mistanke om de seksuelle overgreb, tog kommunen kontakt til moderen, der straks afbrød forholdet med kæresten. Den pågældende blev efterfølgende dømt for overgrebene.
I midten af 2000’erne modtog kommunen en ny underretning om, at sagsøgeren havde fortalt en psykolog, at hun var blevet seksuelt misbrugt af et andet familiemedlem. Kommunen undersøgte forholdet, men sagsøgeren ville ikke tale med kommunen om det. Kommunen endte imidlertid med at anbringe sagsøgeren uden for hjemmet af andre årsager. Politiet efterforskede senere de påståede overgreb fra familiemedlemmets side, men fandt ikke grundlag for at rejse tiltale.
Grundet sagens alder og de dagældende kassationsregler, var en stor del af sagsakterne blevet kasseret. For så vidt angik overgrebene i 1990’erne var alene straffesagsakterne bevaret. Man kunne af akterne fra straffesagen se, at der var indhentet udtalelser fra daginstitutionen, PPR og egen læge med henblik på at vurdere, hvilken støtte familien skulle have, men selve udtalelserne og vurderingen var kasseret.
Sagsøgeren gjorde gældende, at kommunen burde have anbragt hende uden for hjemmet, da kommunen blev bekendt med de seksuelle overgreb i 1990’erne, fordi der efter sagsøgers opfattelse fortsat bestod en risiko for, at hun ville blive udsat for overgreb.
Kommunen gjorde gældende, at kommunen på baggrund af en underretning hurtigt og effektivt fik stoppet overgrebene i 1990’erne, og at sagsøger ikke siden blev udsat for overgreb, hvorfor kommunen havde iagttaget sin handlepligt.
Retten nåede frem til, at der ikke var konkrete omstændigheder, der burde give kommunen en rimelig begrundet mistanke om, at sagsøgeren ville blive udsat for omsorgssvigt mv. i et sådant omfang, at det ville udgøre umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3, især fordi sagsøgerens mor afbrød forholdet til den kæreste, der begik overgrebene. Det var samtidig ikke bevist, at sagsøger efterfølgende blev udsat for overgreb igen. Kommunen blev derfor frifundet.
Norrbom Vinding bemærker:
Når en kommune vurderer, om et barn skal anbringes uden for hjemmet på grund af risiko for overgreb, er der en række indbyrdes modstridende hensyn, der skal afvejes. Menneskerettighedsdomstolen anerkender, at de sociale myndigheder er nærmest til at foretage den afvejning, og giver derfor myndighederne en vis skønsmargin i vurderingen, hvilket sagen bekræfter.
Sagen understreger samtidig, at det er sagsøgeren, der har den fulde bevisbyrde for krav efter menneskerettighedskonventionen, og at dette også gælder, når myndigheden – i overensstemmelse med de dagældende kassationsregler – har kasseret sagsakterne.
Norrbom Vinding repræsenterede kommunen under sagen. Sagen er anket af sagsøgeren.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere