Endnu en dom i Ajos-komplekset

Ny sag fra Højesteret fastslår, at der var indtrådt forældelse af det erstatningskrav, der var rejst mod Beskæftigelsesministeriet i Ajos-komplekset.

nvi_portraetter_done_008_web.jpg

I denne sag skulle Højesteret tage stilling til, om Østre Landsrets dom vedrørende forældelse af et krav mod Beskæftigelsesministeriet om fejlagtig implementering af beskæftigelsesdirektivet skulle ophæves. Østre Landsret var kommet frem til, at kravet var undergivet en 3-årig forældelsesfrist, der ikke måtte anses for at være suspenderet.

Sagen opstod i 2009, da en medarbejder efter mange års ansættelse hos en privat arbejdsgiver fratrådte sin stilling. På fratrædelsestidspunktet var medarbejderen berettiget til arbejdsgiverbetalt alderspension og havde derfor efter de dagældende regler ikke krav på fratrædelsesgodtgørelse.

Medarbejderen anlagde herefter sag mod arbejdsgiveren med påstand om, at han efter EU-rettens forbud mod aldersdiskrimination alligevel var berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse. Medarbejderen afgik ved døden i 2013, men dødsboet efter ham indtrådte i sagen.

For det tilfælde, at der ifølge EU-retten måtte bestå et krav på fratrædelsesgodtgørelse, men at de danske regler konkret var til hinder for, at kravet kunne rettes mod arbejdsgiver, valgte dødsboet at udtage stævning mod Beskæftigelsesministeriet med påstand om erstatning for mangelfuld implementering af EU-retten. Og det er i denne sag, Højesteret nu har taget stilling til, om der i forhold til det rejste krav er indtrådt forældelse.

Sagen blev dog oprindeligt udsat på afgørelsen i Ajos-sagen, der forelå i december 2016.
Her udtalte Højesteret, at der i den danske tiltrædelseslov ikke i forhold til en tvist mellem to private parter var hjemmel til at lade det EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fortrænge den dagældende bestemmelse i funktionærloven, hvorefter medarbejderen altså ikke kunne rette et krav mod den private arbejdsgiver.

Efter Højesterets dom i Ajos-sagen blev den anlagte sag mod Beskæftigelsesministeriet genoptaget.

Beskæftigelsesministeriet gjorde gældende, at kravet var forældet allerede i 2014, da sagen var blevet anlagt. Ifølge Beskæftigelsesministeriet var kravet undergivet en 3-årig forældelsesfrist, og forældelsesfristen var begyndt at løbe allerede i 2009, da medarbejderen fratrådte.

Dødsboet var imidlertid af den opfattelse, at der var tale om et afledet lønkrav, der var undergivet en 5-årig forældelsesfrist. Desuden blev det gjort gældende, at forældelsesfristen var suspenderet, indtil det stod klart, at den dagældende regel i funktionærloven var i strid med EU-retten, og det stod efter dødsboets opfattelse først klart, da Højesteret havde afgjort, at der ikke kunne rettes et krav mod den tidligere arbejdsgiver.

I Østre Landsret blev Beskæftigelsesministeriet frifundet. Sagen blev anket til Højesteret, hvor appellanten, der sad i det uskiftede bo, nedlagde påstand om ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning af sagen til fortsat behandling.

Højesteret var enig med Østre Landsret
Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom. Indledningsvis tiltrådte Højesteret, at kravet var undergivet en 3-årig forældelsesfrist. Herefter var spørgsmålet, om der forelå konkrete omstændigheder, der gjorde, at forældelsen kunne anses for suspenderet.

Her gentog Højesteret det helt klare udgangspunkt om, at ukendskab til retlige omstændigheder ikke har suspensiv virkning. Højesteret lagde, ligesom Østre Landsret, til grund, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne fravige dette udgangspunkt.

Herudover tiltrådte Højesteret, at det EU-retlige effektivitetsprincip ikke er til hinder for at avende den almindelige 3-årige forældelsesfrist på kravet.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen bekræfter det almindelige udgangspunkt om, at ukendskab til retlige omstændigheder ikke kan føre til utilregnelig uvidenhed om et krav, med den følge at forældelsen suspenderes.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet