En aftale er en aftale – også for tjenestemænd

Tjenestemænd kan ved indgåelse af fratrædelsesaftaler give bindende afkald på mulige rettigheder efter de gældende regler om pension og rådighedsløn. Det slog Østre Landsret i denne sag fast.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Det følger af fast højesteretspraksis, at der gyldigt kan indgås fratrædelsesaftaler til fuld og endelig afgørelse på det offentlige område. I denne sag skulle Østre Landsret tage stilling til, hvorvidt tre tjenestemænd ved indgåelse af sådanne fratrædelsesaftaler – og en fjerde tjenestemand ved selv at opsige sin stilling – havde givet bindende afkald på deres mulige rettigheder efter tjenestemandsregulativerne.

I forbindelse med en række påtænkte stillingsnedlæggelser, som skyldtes besparelser, indgik tre tjenestemandsansatte overlæger med en region fratrædelsesaftaler til fuld og endelig afgørelse. Derudover valgte en tjenestemandsansat socialrådgiver efter forhandling om fratrædelse selv at opsige sin stilling i regionen.

Ingen af de fire tjenestemænd havde efter den daværende forståelse af retstilstanden udsigt til rådighedsløn, da de alle var fyldt eller ville fylde 65 år inden afskedigelsesdatoen. Imidlertid ville tre ud af de fire tjenestemænd i overensstemmelse med pensionsregulativet ved en uansøgt afsked have været berettiget til en forhøjelse af pensionsalderen med 3 år.

På baggrund af den ændrede retstilstand, der fulgte af EU-Domstolens afgørelse fra 2013 i den såkaldte ”Toftgaard-sag”, anmodede de fire tjenestemænds faglige organisationer regionen om at genoptage de fire sager. Organisationerne var nemlig af den opfattelse, at de fire tjenestemænd skulle stilles som ved uansøgt afsked med den konsekvens, at tjenestemændene havde krav på rådighedsløn, henholdsvis forhøjelse af pensionsalderen for en periode, svarende til perioden for rådighedsløn.

Heroverfor anførte regionen, at der ikke var tale om situationer, hvor der skulle udbetales rådighedsløn, idet der for de tre tjenestemænds vedkommende var indgået fratrædelsesaftaler til fuld og endelig afgørelse, samt at den fjerde tjenestemand selv havde valgt at opsige sin stilling.

Sagerne om de fire tjenestemænd endte først i byretten og senere i Østre Landsret.

Ej stilles som ved uansøgt afsked
Byretten anførte indledningsvis, at eftersom de fire tjenestemænd var fyldt eller ville være fyldt 65 år inden afskedigelsesdatoen, havde regionen behandlet sagerne i overensstemmelse med de dagældende regler, da regionen havde afvist kravene om rådighedsløn.

Herefter fremhævede retten, at det i retspraksis er fastslået, at der ikke i de forvaltningsretlige eller ansættelsesretlige regelsæt er grundlag for at indfortolke et forbud mod forligsmæssigt aftalt fratræden i et offentligt ansættelsesforhold, samt at aftaler herom kan indgås til fuld og endelig afgørelse og derved afskære lønmodtageren fra at rejse yderligere krav.

Retten anførte videre, at der derfor heller ikke er noget til hinder for, at tjenestemænd indgår aftaler, hvorved de med bindende virkning giver afkald på mulige rettigheder, som følger af de gældende regler om pension og rådighedsløn.

På baggrund af sagernes omstændigheder fandt retten ikke grundlag for, at sagsøgerne generelt skulle stilles, som om de var blevet afskediget af regionen. Der måtte derfor foretages en konkret vurdering af, hvorvidt hver enkelt fratrædelsesaftale på andet grundlag kunne tilsidesættes.

Ej tilsidesættelse af fratrædelsesaftaler
I relation til hvorvidt fratrædelsesaftalerne på andet grundlag kunne tilsidesættes, anførte retten bl.a., at aftalerne i overensstemmelse med deres ordlyd måtte forstås således, at de gjorde op med ethvert mellemværende mellem tjenestemændene og regionen, herunder pensionsanciennitet og eventuelle krav om rådighedsløn – også selvom det ikke var udtrykkeligt nævnt i aftalen.

Endelig fandt retten, at pensionsregulativets regel om forhøjelse af pensionsancienniteten ikke fandt anvendelse, idet det ikke var tjenestemændenes alder – men det forhold, at der var indgået fratrædelsesaftaler – der medførte, at tjenestemændene ikke var berettigede til rådighedsløn. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at fratrædelsesaftalerne var blevet indgået under en fælles forudsætning hos parterne om, at tjenestemændene på grund af alder ikke var berettiget til rådighedsløn og heller ikke de 3 års yderligere pensionsanciennitet.

I relation til den tjenestemandsansatte socialrådgiver fandt retten, at hun ved selv at opsige sin stilling med bistand fra sin fagforening havde givet afkald på et eventuelt krav på rådighedsløn.

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelse og frifandt derfor regionen. De tre overlæger søgte efterfølgende tredjeinstansbevilling, hvilket Procesbevillingsnævnet imidlertid afslog.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, at tjenestemænd ved indgåelse af fratrædelsesaftaler kan give bindende afkald på mulige rettigheder, som følger af gældende regler om pension og rådighedsløn, samt
  • at en endelighedsklausul i en fratrædelsesaftale må forstås således, at den i overensstemmelse med sin ordlyd gør op med ethvert mellemværende mellem medarbejderen og arbejdsgiveren – også selvom kravet ikke er udtrykkeligt nævnt i aftalen, og uanset om det ved udmøntningen af aftalen måtte vise sig, at medarbejderen er stillet ringere end ved uansøgt afsked.

Norrbom Vinding repræsenterede regionen under sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet