Den uklare prognose

Det kostede en arbejdsgiver 190.000 kr. i godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, da en socialrådgiver blev opsagt med henvisning til et højt sygefravær og driftsgener.

NVI_Portrætter_done_005_web.jpg

For at der kan være tale om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, skal der bl.a. være tale om en funktionsbegrænsning af lang varighed. Hvis begrænsningen på afskedigelsestidspunktet ikke kan siges at have været af lang varighed, vil vurderingen bero på en prognose.  Men hvor sikker skal denne prognose være, for at betingelsen om lang varighed er opfyldt? 

Sagen handlede om en kommunalt fuldtidsansat socialrådgiver, der efter ca. 6 måneders ansættelse og et uheldigt fald pådrog sig et håndledsbrud. Efter at have været fuldtidssygemeldt i en kortere periode genoptog socialrådgiveren arbejdet med ca. 15 timer ugentligt. For at gøre arbejdet lettere fik socialrådgiveren blandt andet tildelt et head set, ligesom hun fik mulighed for at arbejde hjemmefra. 

På trods af disse tiltag blev smerterne i håndledet værre, og efter 1 måned blev socialrådgiveren igen fuldtidssygemeldt. 

Efter ca. 1 måneds sygemelding indkaldte kommunen til en sygefraværssamtale. Socialrådgiveren medbragte en journal fra en speciallæge, hvoraf det fremgik, at hun sandsynligvis ville kunne genoptage sit arbejde delvist inden for få uger, men at der var risiko for, at der kunne gå lang tid, før hun igen ville kunne arbejde på fuld tid. Socialrådgiveren foreslog forskellige foranstaltninger, som hun mente kunne hjælpe, men forslagene blev afvist af kommunen. Dagen efter meddelte kommunen, at man agtede at afskedige hende, og afskedigelsen blev afgivet ca. 4 måneder efter, at socialrådgiveren var kommet til skade. 

Hvad var prognosen? 
Socialrådgiveren og hendes faglige organisation indbragte efterfølgende afskedigelsen for Ligebehandlingsnævnet, idet de mente, at afskedigelsen var sket i strid med forskelsbehandlingsloven. 

I forhold til spøgsmålet om, hvorvidt socialrådgiveren led af et handicap, fastslog Ligebehandlingsnævnet indledningsvist, at begrænsningen på afskedigelsestidspunktet endnu ikke havde haft en varighed, der kunne betegnes som lang. Vurderingen måtte derfor bero på en prognose. Nævnet vurderede, at der med erklæringen fra speciallægen forelå en prognose, der indebar, at begrænsningen måtte anses for at være af lang varighed, og nævnet henviste til, at der ifølge erklæringen ”kunne gå lang tid”, inden socialrådgiveren ville kunne arbejde på fuld tid igen. På den baggrund konkluderede nævnet, at socialrådgiveren måtte anses for at have et handicap på afskedigelsestidspunktet. I forlængelse heraf fandt nævnet, at kommunen – bl.a. på grund af sygefraværssamtalen – vidste eller burde vide, at socialrådgiveren led af et handicap. 

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt kommunen havde iagttaget sin tilpasningsforpligtelse, lagde Ligebehandlingsnævnet til grund, at kommunen bl.a. ikke havde indgået i en dialog med socialrådgiveren om muligheden for at stille hjælpemidler til rådighed. Derudover havde kommunen heller ikke dokumenteret sine drøftelser og bestræbelser på at omplacere socialrådgiveren til en anden stilling. 

Socialrådgiveren blev derfor tilkendt en godtgørelse på 190.0000 kr.

Norrbom Vinding bemærker

  • at det efter vores opfattelse er overraskende, at Ligebehandlingsnævnet konkluderer, at der var tale om et handicap, når der ikke forelå mere præcise oplysninger om, hvad der konkret var ment med ”lang tid” i speciallægeerklæringen, og 
  • at det henset til den noget uklare prognose også er overraskende, at Ligebehandlingsnævnet når til den konklusion, at kommunen vidste eller burde vide, at socialrådgiveren havde et handicap.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet