Den uheldige chauffør

Den 5-årige forældelsesfrist for krav mod arbejdsgiver på differenceerstatning i en arbejdsskadesag løber først fra den endelige afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, men det er medarbejderen, der skal godtgøre, at der er noget at bebrejde arbejdsgiver, for at der vil være krav på erstatning.

nvi_portraetter_done_014_web.jpg

En arbejdsgiver kan blive ansvarlig for en medarbejders arbejdsskade, hvis arbejdsstedet ikke er indrettet sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Krav på erstatning i anledning af en arbejdsskade kan dog blive forældet, hvis den tilskadekomne medarbejder ikke kræver erstatning tids nok. Men hvad er fristen for at rejse krav om erstatning, og hvornår løber fristen fra? Det tog landsretten bl.a. stilling til i denne sag.

Sagen handlede om en chauffør, der var ansat i et supermarked. På grund af gener i benet var chaufføren sygemeldt i en længere periode, og der blev derfor indgået en aftale med kommunen om, at chaufføren skulle starte i virksomhedspraktik i supermarkedet med henblik på afklaring af hans fremtidige beskæftigelsesmuligheder. Efter kort tids arbejde i butikken kom han til skade med sin fod, da han faldt som følge af en fordybning i gulvet.

Chaufføren mente, at supermarkedet var erstatningsansvarlig for skaden, da de ikke havde sikret, at arbejdspladsen var indrettet forsvarligt. Supermarkedet mente derimod ikke, at de var ansvarlige, da det ikke var godtgjort, at chaufføren havde været udsat for hændelsen. Herudover gjorde supermarkedet gældende, at kravet var forældet, da chaufføren rejste krav om godtgørelse for svie og smerte og erstatning for erhvervsevnetab mere end 4,5 år efter ulykkestidspunktet.

Forældelse af krav i anledning af en arbejdsskade
Forældelsesfristen for krav på erstatning efter erstatningsansvarsloven mod arbejdsgiver i anledning af en arbejdsskade er 5 år. En 5-årig frist, der som udgangspunkt regnes fra tidspunktet for skadens indtræden.

Supermarkedet gjorde imidlertid gældende, at de ikke kunne anses som arbejdsgiver, da chaufføren var i virksomhedspraktik, hvorfor reglerne om den 5-årige forældelse ikke fandt anvendelse. Supermarkedet gjorde derfor gældende, at det var den sædvanlige 3-årige forældelsesfrist efter forældelsesloven, der skulle finde anvendelse.

Landsretten fastslog imidlertid, at supermarkedet måtte anses som chaufførens arbejdsgiver. Det havde i denne sammenhæng ingen betydning, om chaufføren var sygemeldt fra sin normale ansættelse og i virksomhedspraktik på skadestidspunktet. Den 5-årige forældelsesfrist var herefter gældende.

Landsretten fastslog endvidere, at den 5-årige forældelsesfrist for differencekrav efter erstatningsansvarsloven først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet endelig afgørelse i sagen, da man ifølge erstatningsansvarsloven ikke kan forfølge sit krav, før kravet er afgjort efter arbejdsskadesikringsloven.

Ingen af de i sagen opgjorte krav var herefter forældede. Modsat byretten fandt landsretten imidlertid, at der ikke var ført bevis for, at chaufførens skade skyldtes forhold, der kunne tilregnes supermarkedet som uagtsomme. Supermarkedet var derfor ikke erstatningsansvarlig for chaufførens tilskadekomst.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen viser, at det er medarbejderen, der skal godtgøre, at der er noget at bebrejde arbejdsgiver, for at der vil være krav på erstatning, og
  • at den 5-årige frist for differencekrav efter erstatningsansvarsloven først regnes fra det tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse i sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet