Den lidende rengøringsassistent

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en skole opsagde en rengøringsassistent med den begrundelse, at hun så ud til at lide under sine arbejdsopgaver.

nvi_portraetter_done_008_web.jpg

Det følger af forskelsbehandlingsloven, at når arbejdsgiver er bekendt med, at en medarbejder lider af et handicap, skal arbejdsgiveren træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af medarbejderens konkrete behov, og som ikke udgør en uforholdsmæssig byrde.

Denne sag ved Ligebehandlingsnævnet handlede om en kvinde, der var ansat som rengøringsassistent i et fleksjob på en skole. Kvinden var visiteret til fleksjob, fordi hun havde kroniske smerter i sine håndled, og derfor havde hun behov for arbejde, der ikke var fysisk tungt, og som bestod af skiftende arbejdsstillinger.

Kvinden søgte jobbet som rengøringsassistent på skolen, da hun vurderede, at dette passede til hendes skånebehov. I forbindelse med ansættelsessamtalen blev hun vist rundt på skolen, som bestod af to bygninger med flere etager.

Efter 7½ måneds ansættelse blev rengøringsassistenten opsagt med den begrundelse, at det var skolens opfattelse, at hun helbredsmæssigt led under arbejdsopgaverne, der bestod af løft af spande med vand, løft af støvsuger osv. Skolen bemærkede desuden, at en nært forestående bygningsudvidelse af skolen umuliggjorde, at rengøringsassistenten fremover kunne klare opgaverne.

Rengøringsassistenten lagde derefter sag an mod skolen, idet hun mente, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven. Hun gjorde blandt andet gældende, at hun flere gange havde fremsat ønske om andre hjælpemidler.

Manglende tilpasning
Skolen gjorde gældende, at rengøringsassistenten havde søgt stillingen på et ikke realistisk grundlag, fordi en stilling som rengøringsassistent utvivlsomt indebærer mange løft. Dette måtte hun være blevet opmærksom på i forbindelse med den rundvisning, hun fik, inden hun takkede ja til stillingen. Rengøringsassistenten måtte derfor selv have et ansvar for, at hun blev ansat i en stilling, som hun ikke kunne klare.

Ligebehandlingsnævnet lagde først og fremmest til grund, at rengøringsassistenten led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Herefter kom Ligebehandlingsnævnet frem til, at skolen ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt og afprøvet mulighederne for at tilpasse arbejdet til hendes skånebehov.

Nævnet lagde vægt på, at skolen – selvom det fra starten havde været tvivlsomt, om kvinden var i stand til at udføre arbejdet som rengøringsassistent – skulle have undersøgt mulighederne for at opfylde hendes ønske om mere hensigtsmæssige arbejdsredskaber samt have indgået i dialog med hende om, hvordan man kunne have tilpasset arbejdet til hendes behov.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen er et eksempel på, at arbejdsgiver ikke havde overholdt forpligtelsen til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, og
  • at det konkret havde indflydelse på vurderingen af, om arbejdsgiver havde opfyldt tilpasningsforpligtelsen, at arbejdsgiveren ikke var gået i dialog med medarbejderen, der gentagne gange havde gjort opmærksom på behovet for andre arbejdsredskaber.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet