Den gravide afløser

Det var ikke forskelsbehandling på baggrund af køn, at en afløser i et rengøringsfirma havde færre vagter under sin graviditet.

nvi_portraetter_done_045_web.jpg

Sagen handlede om en kvinde, der var ansat som afløser, dvs. på tilkaldebasis. Hun havde derfor ikke nogen fast arbejdstid. Kort tid efter hun havde oplyst, at hun var gravid, fik hun færre vagter end tidligere. Ligebehandlingsnævnet skulle derfor vurdere, om det var udtryk for ulovlig forskelsbehandling.

I en periode på et par måneder, før hun oplyste, at hun var gravid, havde hun arbejdet godt 25 timer om ugen i gennemsnit.

En måneds tid efter hun havde oplyst om sin graviditet, blev kvinden bedt om at udfylde en erklæring om, hvorvidt hun ønskede fastansættelse. Når afløsere opnår 6 måneders anciennitet, var der ifølge overenskomsten en pligt for arbejdsgiveren til at tilbyde fastansættelse. Kvinden takkede nej hertil.

Samme dag blev arbejdsgiveren kontaktet af kvindens repræsentant, som oplyste, at kvinden gerne ville fastansættes. Hun havde kun afslået fastansættelse, fordi hun af arbejdsgiver havde fået at vide, at det ville blive med færre vagter.

I den næste tid havde kvinden langt færre vagter, så hun kom ned på 21 timer på en måned, og herefter blev hun slet ikke benyttet. Det, mente kvinden, var i strid med ligebehandlingsloven.

Arbejdsgiveren forsøgte at finde en løsning og tilbød derfor kvinden fastansættelse i form af deltidsstillinger ad flere omgange, dog maksimalt 120 timer om måneden. Alle forslag blev afvist af kvinden, der blev ved med at kræve en ugentlig arbejdstid på 37,5 timer, selvom det ikke var normalt i branchen med stillinger på over 30 timer om ugen.

Ikke forskelsbehandling
Flertallet i Ligebehandlingsnævnet udtalte, at der ikke var basis for at anse forløbet for en afskedigelse eller anden mindre gunstig behandling, da kvinden netop alene var afløser med skiftende arbejdstider og uden fast arbejdstid. Ligebehandlingslovens § 9 var derfor ikke overtrådt.

Mindretallet mente derimod, at henset til blandt andet den markante nedgang af timer, der fandt sted kort tid efter oplysningen om, at hun var gravid, og den mangelfulde udformning af tilbuddet om fastansættelse, havde kvinden været udsat for mindre gunstig behandling under sin graviditet.

I lyset af flertallets udtalelse om, at lovens § 9 ikke var overtrådt, var det den delte bevisbyrde, der fandt anvendelse. Og her nåede Ligebehandlingsnævnet til, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hendes graviditet havde spillet ind i forhold til det færre antal arbejdstimer, eller at hun ikke blev fastansat.

Norrbom Vinding bemærker

  • at i modsætning til fastansatte medarbejdere har de, der er tilknyttet som afløsere, tilkaldevikarer og lignende, mulighed for frit at takke nej til vagter, og
  • der derfor i disse situationer typisk ikke vil være et løbende ansættelsesforhold, der rækker ud over de enkelte, konkret aftalte vagter.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet