Daglig løftemængde på flere tons

Vestre Landsret frifandt en kommune for et erstatningskrav fra en specialarbejder, fordi det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at medarbejderens rygsmerter var forårsaget af arbejdet.

Skrevet af

Arbejdsgiver skal føre effektivt tilsyn med, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og sørge for, at medarbejderne er instrueret i at udføre arbejdet på en farefri måde. Er denne pligt forsømt, kan arbejdsgiver have handlet ansvarspådragende og derfor være erstatningsansvarlig, men der skal være årsagssammenhæng mellem skaden og det udførte arbejde.

I denne sag var spørgsmålet, om en arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for en specialarbejders lænderygsmerter, der var anerkendt som en arbejdsskade. Landsretten skulle derfor både tage stilling til, om arbejdsgiver havde handlet ansvarspådragende, og om rygsmerterne var forårsaget af arbejdet.

Specialarbejderen havde i mere end 30 år udført forskelligt entreprenør- og åmandsarbejde, der indebar daglige løft på flere tons. I 2016 fik specialarbejderen uspecifikke rygsmerter, der i 2018 blev anerkendt som en arbejdsskade med et varigt mén på 15 % og et tab af erhvervsevne svarende til 35 %. Specialarbejderen fik en godtgørelse og blev tilkendt førtidspension.

Specialarbejderen mente, at kommunen var erstatningsansvarlig for arbejdsskaden og krævede erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for svie og smerte. Der blev derfor anlagt sag.

Som led i sagen udtalte Retslægerådet sig. Der var konkurrerende årsager til indtræden af rygsmerterne. Arbejdet var belastende og kunne disponere til øget frekvens af rygsmerter, men Retslægerådet erklærede også, at specialarbejderen havde en degenerering af lænderyggen, der ikke kunne forklares med arbejdet, men i sig selv kunne forklare smerterne. Derfor mente kommunen ikke, der var årsagssammenhæng.

Ansvar, men ikke årsagssammenhæng
Byretten og Vestre Landsret var enige om, at kommunen havde handlet ansvarspådragende. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at der havde været stillet tekniske hjælpemidler til rådighed, men at disse ikke altid blev brugt pga. praktik, samt at formanden var bekendt hermed, men ikke påtalte det.

Men her ophørte enigheden, for byretten mente, at det var nok til at statuere årsagssammenhæng, at det udførte arbejde havde været en medvirkende årsag til specialarbejderens rygsmerter. Landsretten kom derimod frem til, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at arbejdet ved kommunen havde forårsaget rygsmerterne. Kommunen blev derfor frifundet.

Landsretten lagde vægt på, at Retslægerådet ikke kunne afgøre de forskellige faktorers andelsmæssige betydning for smerterne, men lod det være afgørende, at Retslægerådet erklærede, at der var en ringe sammenhæng mellem udviklingen af en degenerering og arbejdsfunktionen sammenholdt med, at de erklærede, at degenereringen i sig selv kunne forklare smerterne. 

Norrbom Vinding bemærker:

Afgørelsen illustrerer, hvordan byretten og landsretten stillede forskellige krav til medarbejderens bevis for, at der var årsagssammenhæng i situationen, hvor der forelå konkurrerende årsager til skaden.

Herudover er afgørelsen endnu et eksempel på, hvor stor betydning Retslægerådets udtalelser generelt har i forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng.  

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.