Skrevet af
COVID-19-restriktioner indebar ikke en langvarig barriere
Det var ikke forskelsbehandling på grund af handicap, at en buschauffør blev bortvist, fordi han ikke anvendte mundbind/visir og ikke kunne fremvise coronapas.
Skrevet af
Forfattere
Et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand omfatter langvarige funktionsbegrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske barrierer, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre en person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere. I denne sag for Ligebehandlingsnævnet var spørgsmålet. om COVID-19-restriktionerne indebar, at medarbejderen havde en langvarig funktionsbegrænsning.
Sagen handlede om en buschauffør, der var diagnosticeret med angst, astma og KOL, og som i forbindelse med udbruddet af COVID-19 fik udstedt en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at han var fritaget fra at bruge mundbind og/eller visir. Han fik desuden udstedt et dokument fra borgerservice, hvor det fremgik, at han var fritaget fra at blive testet for COVID-19 og fremvise coronapas.
Ifølge arbejdsgiverens interne retningslinjer, der var udstedt på baggrund af Trafikministeriets krav til medarbejdere i den kollektive trafik, skulle chaufføren anvende mundbind/visir. Buschaufføren blev derfor pålagt at anvende mundbind/visir, men undlod dette, da det udløste hans astma, KOL og angst. Han fik imidlertid en skriftlig advarsel, da han heller ikke kunne fremvise et gyldigt coronapas. Da buschaufføren fortsat undlod at bære værnemidler, blev han bortvist.
Buschaufføren klagede herefter til Ligebehandlingsnævnet og gjorde gældende, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af handicap. Buschaufføren anførte, at han på bortvisningstidspunktet led af bl.a. KOL, astma og angst, der udgjorde en langvarig funktionsnedsættelse og dermed et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Buschaufføren gjorde videre gældende, at det udgjorde en langvarig barriere, der hindrede ham i at udføre sit arbejde på lige fod med andre, at arbejdsgiveren havde fastsat krav om brug af mundbind/visir og fremvisning af coronapas.
Ikke en langvarig funktionsnedsættelse
Ligebehandlingsnævnet konstaterede indledningsvist, at det ikke fremgik af de lægelige dokumenter, som buschaufføren havde fremlagt, at det netop var lidelserne – KOL, astma og angst – der var årsagen til, at han var fritaget fra kravene om brug af mundbind/visir eller fremvisning af coronapas.
Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at Trafikministeriets krav til medarbejdere i den kollektive trafiks brug af mundbind/visir eller fremvisning af coronapas alene gjaldt i ca. 2 måneder.
På den baggrund fandt Ligebehandlingsnævnet, at buschaufføren ikke havde godtgjort, at barrieren – kravet om brug af mundbind/visir eller fremvisning af coronapas – på bortvisningstidspunktet havde haft en tilstrækkelig lang varighed til at være omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse.
Buschaufføren havde derfor ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og arbejdsgiveren blev frifundet.
Norrbom Vinding bemærker:
Afgørelsen illustrerer, at det er medarbejderen, der bærer bevisbyrden for, at vedkommende lider af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at det er en forudsætning, at medarbejderen kan dokumentere, at vedkommende lider af en langvarig funktionsbegrænsning, der udgør en barriere for at deltage i arbejdet på lige fod med andre, hvilket ikke er tilfældet, når der er tale om en kortvarig og midlertidig barriere. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at medarbejderen kan godtgøre, at vedkommende lider af en kronisk/langvarig lidelse, hvis dette ikke er kommet til udtryk som en langvarig funktionsbegrænsning i arbejdslivet.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere