Coronavirus – udfasning af hjælpepakker og målretning af indsats mod restriktionsramte virksomheder

Regeringen og en række af Folketingets partier har indgået en politisk aftale om udfasning af de oprindelige coronahjælpepakker for i stedet at målrette indsatsen til de dele af erhvervslivet, der fortsat er ramt af restriktioner på grund af coronavirus.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Den 28. august 2020 indgik regeringen og en række af Folketingets partier en aftale om udfasning af en række af de hjælpepakker, der er blevet indført i forbindelse med coronavirus. Dele af erhvervslivet er dog fortsat ramt af restriktioner – herunder forbud mod at holde åbent samt forsamlingsforbud på over 500 personer – hvorfor partierne er enige om, at disse virksomheder fortsat skal kunne gøre brug af hjælpepakkerne.

Lønkompensationsordningen bliver ikke forlænget
Regeringen og arbejdsmarkedets parter blev i juni enige om at forlænge perioden for lønkompensationsordningen til den 29. august 2020. Vi har tidligere skrevet om denne forlængelse her

Ordningen bliver ikke forlænget yderligere med undtagelse af de situationer, hvor man som virksomhed er omfattet af et forbud mod at holde åbent. For disse virksomheder ophører lønkompensationen først, når forbuddet ophæves.

Forlængelse af retten til sygedagpenge til den 31. oktober 2020
Tidligere på året vedtog Folketinget en lovændring, der forlængede retten til sygedagpenge for de personer, der ellers skulle overgå til jobafklaringsforløb. Vi har blandt andet skrevet om denne lovændring her.

Det følger af aftaleteksten, at partierne er blevet enige om at forlænge retten til sygedagpenge til den 31. oktober 2020. Frem til og med denne dato vil ingen sygedagpengemodtagere således overgå til jobafklaringsforløb.

Kompensation til fortsat restriktionsramte virksomheder
Aftalepartierne er i øvrigt blevet enige om at forlænge en række kompensationsordninger for de virksomheder, der fortsat er ramt af visse restriktioner:

  • Kompensation for faste omkostninger
  • Arrangørordningen
  • Kompensation til selvstændige, freelancere mv.

Ordningerne forlænges indtil videre til den 31. oktober 2020. Det fremgår dog af aftalen, at kompensationsordningerne vil blive forlænget ydereligere, hvis virksomhederne fortsat er ramt af restriktioner efter den 31. oktober 2020 (dog ikke længere end til den 31. december 2020).

Endelig fremgår det af aftalen, at partierne kigger nærmere på muligheden for kompensation til virksomheder, der som følge af regionale nedlukninger ikke må holde åbent.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet