Coronavirus – opdatering af indrejserestriktioner for forretnings­rejsende

Virksomhedsguiden er opdateret, og det fremgår nu, at forretningsrejsende godt kan rejse ind i Danmark i forbindelse med forretningsmøder.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

I forbindelse med indsatsen mod spredningen af coronavirus (COVID-19) indførte de danske myndigheder i marts restriktioner for indrejse til Danmark. Restriktionerne har medført, at indrejse forudsætter, at der er et anerkendelsesværdigt formål med rejsen. Læs vores tidligere nyhed om de indførte restriktioner her. Restriktionerne blev nyligt forlænget og gælder frem til og med den 10. maj 2020.

Erhvervsstyrelsen har nu meddelt, at virksomheders samarbejdspartnere, kunder, kontakter mv. kan rejse ind i Danmark i forbindelse med forretningsmøder, som relaterer sig til en allerede indgået ”en kontrakt eller lignende”. Myndighederne stiller dog krav om, at der kan fremvises dokumentation for det kontraktuelle forhold, fx den indgåede kontrakt.

Er der ikke allerede indgået en kontrakt eller lignende, vil tilladelse til indrejse afhænge af en konkret vurdering på baggrund af nødvendigheden af mødet, og om mødet kan afvikles uden fysisk tilstedeværelse. Dette gælder også for studierejser, deltagelse på seminarer mv. For denne type af forretningsrejse kræves det, at den rejsende kan fremvise dokumentation for det planlagte møde – i form af mail eller anden korrespondance – samt kontaktoplysninger til den relevante kontaktperson for mødet, der kan bekræfte mødet og nødvendigheden af den fysiske tilstedeværelse.

Opdateringen fremgår af Virksomhedsguiden, som kan findes her.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet