Corona – indrejse til Danmark forudsætter et ”anerkendelses­værdigt formål”

De danske myndigheder har indført nye rejserestriktioner som led i indsatsen mod corona-virus (COVID-19). Indrejse forudsætter på nuværende tidspunkt, at den rejsende har et anerkendelsesværdigt formål med rejsen.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

I forbindelse med indsatsen mod spredning af coronavirus (COVID-19) har regeringen i den seneste tid truffet en række beskyttende foranstaltninger. Sent fredag aften meldte regeringen, at der indføres kontrol ved alle danske grænser fra lørdag den 14. marts 2020 til og med mandag den 13. april 2020. Kun rejsende, som har et ”anerkendelsesværdigt formål” med rejsen, vil kunne indrejse i Danmark – dog vil danske statsborgere altid kunne indrejse i Danmark.

Hvad et anerkendelsesværdigt formål nærmere indebærer, afhænger af en konkret vurdering, men fx personer, der bor eller arbejder i Danmark – herunder selvstændig erhvervsdrivende, der udfører arbejde i Danmark – vil have et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen. Det samme gælder personer, som skal levere varer eller tjenesteydelser til/i Danmark. Ligeledes vil en person, der har en gyldig, men endnu ikke udnyttet arbejdstilladelse i Danmark have et anerkendelsesværdigt formål med sin indrejse, forudsat at den pågældende rejser ind for at arbejde i Danmark.

På nuværende tidspunkt skal arbejdsgivere og forretningsrejsende være særligt opmærksomme på, at forretningsrejser – ifølge de danske myndigheder – som udgangspunkt ikke udgør et anerkendelsesværdigt formål.

Det påhviler generelt den indrejsende at bevise, at der foreligger et anerkendelsesværdigt formål med rejsen. Det anbefales derfor, at man som rejsende medbringer dokumentation for sit formål i forbindelse med indrejsen. Er en arbejdsgiver i tvivl om, hvorvidt en rejse udgør et anerkendelsesværdigt formål, opfordrer vi til, at man søger rådgivning.

Det forventes, at politiet i tvivlstilfælde – i hvert fald i begyndelsen – vil udvise konduite i forbindelse med grænsekontrollen.

Læs mere om gældende regler for indrejse her.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet