Bortvist for sidegesjæft

Det udgjorde misligholdelse – men ikke en væsentlig misligholdelse – at en medarbejder drev en enkeltmandsvirksomhed uden at orientere sin arbejdsgiver.

Skrevet af

En tilsidesættelse af et vilkår i ansættelseskontrakten om bibeskæftigelse vil som udgangspunkt udgøre en misligholdelse. I denne sag skulle landsretten tage stilling til, om en medarbejders tilsidesættelse af et forbud mod lønnet bibeskæftigelse udgjorde en væsentlig misligholdelse, som berettigede bortvisning.

Sagen handlede om en webassistent ansat i en virksomhed beskæftiget med salg af medicinalprodukter og lignende. I sin fritid drev webassistenten sammen med sin ægtefælle en enkeltmandsvirksomhed, der solgte garn og hækleartikler, og som omsatte for omkring 10-12.000 kr. om måneden. Webassistentens ansættelseskontrakt fastsatte imidlertid, at webassistenten ikke måtte have andet lønnet erhverv uden arbejdsgiverens samtykke, hvorfor hun blev bortvist, da bibeskæftigelsen blev opdaget.

Virksomheden lagde i den forbindelse vægt på, at garnvirksomhedens telefontider overlappede med webassistentens arbejdstid, og at hendes private telefonnummer var angivet på hjemmesiden, og hun havde taget opkald vedrørende garnvirksomheden i arbejdstiden.

Webassistenten bestred, at hendes fritidsaktiviteter havde haft betydning for arbejdet, og forklarede, at hun ikke havde fået udbetalt løn fra garnvirksomheden, at hendes ægtefælle varetog en stor del af driften, og at hun kun i meget begrænset omfang havde besvaret opkald i arbejdstiden.

Arbejdsgiveren gjorde gældende, at medarbejderen havde tilsidesat sin kontraktuelle forpligtelse til at anvende sin fulde arbejdskraft for virksomheden, og at det var en grov misligholdelse, at hun drev en virksomhed uden samtykke.

Ikke grundlag for bortvisning
Landsretten fandt, at der var tale om bibeskæftigelse af erhvervsmæssig karakter, og at webassistenten derfor havde misligholdt sin ansættelseskontrakt.

Ved vurderingen af grovheden af misligholdelsen lagde landsretten til grund, at aktiviteterne i garnvirksomheden ikke var konkurrerende med arbejdsgiverens virksomhed.

Landsretten henviste dernæst til, at webassistenten selv havde forklaret, at hun havde taget en-to korte telefonopkald vedrørende garnvirksomheden om måneden i arbejdstiden, hvor hun havde oplyst, at hun ville vende tilbage efter arbejde. Det var ikke godtgjort, at webassistenten i videre omfang havde passet garnvirksomheden i løbet af arbejdstiden. Arbejdsgiveren havde desuden generelt forståelse for, at medarbejderne i begrænset omfang havde private telefonsamtaler i arbejdstiden.

Det måtte endvidere lægges til grund, at webassistenten var en dygtig medarbejder og hendes arbejdsindsats havde ikke ført til påtaler eller advarsler.

På den baggrund fandt landsretten, at bibeskæftigelsen ikke medførte en sådan forstyrrelse i arbejdstiden eller væsentlige gener for virksomheden, at en bortvisning eller afskedigelse ville være berettiget. Byretten var nået frem til samme resultat.

Norrbom Vinding bemærker:

Afgørelsen illustrerer, at vurderingen af, hvorvidt ikke-konkurrerende bibeskæftigelse vil kunne danne grundlag for en afskedigelse eller bortvisning bl.a. afhænger af, hvorvidt bibeskæftigelsen har påvirket medarbejderens opgavevaretagelse, herunder om medarbejderen har udført aktiviteter vedrørende bibeskæftigelsen inden for arbejdstiden.

Bortvisningen skete før lov om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår, herunder mindstevilkåret om bibeskæftigelse, trådte i kraft, og landsretten har derfor ikke haft anledning til at tage stilling til, om ansættelseskontraktens bestemmelse om bibeskæftigelse var i overensstemmelse hermed. 

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.