Bonus efter opsigelse?

En ny dom fra landsretten bekræfter, at en bonus ikke lovligt kan betinges af fortsat ansættelse frem til udbetalingen, når bonussen reelt udgør løn efter funktionærlovens § 17 a. 

Skrevet af

Sagen angik en byggerådgiver, der efter opsigelse af sin stilling rejste krav om manglende udbetaling af en bonus på 150.000 kr. Bonussen var reguleret af en løn- og provisionsaftale, som indeholdt en særordning, der gjorde det lettere at opnå bonus ved, at byggerådgiveren kunne se bort fra de tre salgskontrakter med dårligst dækningsgrad. Aftalen indeholdt dog også en betingelse om, at medarbejderen ikke måtte være fratrådt eller opsagt på tidspunktet for bonussens udbetaling.

Virksomheden nægtede at udbetale bonus med henvisning til denne betingelse, da byggerådgiveren havde opsagt sin stilling før udbetalingstidspunktet. Byggerådgiveren gjorde gældende, at bonussen reelt udgjorde løn efter funktionærloven og dermed ikke kunne bortfalde ved opsigelse før udbetalingen.

Landsretten vurderede aftalegrundlaget samlet og lagde vægt på, at udbetaling af bonus var gradueret efter antallet af salgskontrakter, som medarbejderne havde skaffet virksomheden. Landsretten henviste i øvrigt også til forklaringer afgivet under sagen, herunder virksomhedens egen angivelse af baggrunden for særordningen, som netop skulle fremme en ekstraordinær indsats fra rådgivernes side.

Efter en konkret vurdering fastslog landsretten, at bonusordningen havde karakter af vederlæggelse for udført arbejde svarende til løn, hvorfor bonussen var omfattet af funktionærlovens § 17 a. Derfor kunne byggerådgiverens ret til bonus ikke betinges af fortsat ansættelse på udbetalingstidspunktet.

Landsretten tog således byggerådgiverens krav til følge og pålagde virksomheden at udbetale medarbejderens optjente bonus.

Norrbom Vinding bemærker:

Sagen illustrerer, at bonusordninger med præstationsrelaterede kriterier, der tager udgangspunkt i medarbejderens indsats, som udgangspunkt vil blive betragtet som løn efter funktionærlovens § 17 a, og at arbejdsgivere skal være opmærksomme på, at fastholdelsesbonusser med sådanne kriterier ikke uden videre kan betinges af fortsat ansættelse frem til udbetalingstidspunktet.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.