Ballerinaen på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter

EU-Domstolen har fastslået, at en italiensk særlovgivning, hvorefter medarbejdere inden for en særlig sektor var undtaget fra de almindelige nationale regler, som sanktionerer misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser, var i strid med rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse har bl.a. til formål at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold. Medlemsstaterne pålægges at vedtage mindst en af en række præventive foranstaltninger, der oplistes i rammeaftalen, medmindre der i medlemsstaten allerede findes tilsvarende regler.

De oplistede foranstaltninger vedrører objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold og antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys.

Denne sag handlede om en balletdanser i Italien, som i perioden 2007-2011 var ansat på flere tidsbegrænsede kontrakter. Efter italiensk ret sanktioneres misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ved, at den tidsbegrænsede kontrakt efter en samlet ansættelsesperiode på 3 år automatisk ændres til en tidsubegrænset kontrakt.

Italiensk særlovgivning foreskriver dog, at den italienske beskyttelsesregel ikke finder anvendelse inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde. Balletdanseren anførte for en italiensk appeldomstol, at den italienske særlovgivning var i strid med EU-retten, hvorefter den italienske domstol forelagde EU-Domstolen et præjudicielt spørgsmål herom.

Ingen foranstaltninger med henblik på at sanktionere mod misbrug
Indledningsvist fastslog EU-Domstolen, at rammeaftalen fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse, som har til formål at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Medlemsstaterne overlades dog et skøn med hensyn til, hvilken af de præventive foranstaltninger der anvendes til at opnå dette formål.

EU-Domstolen anførte, at ansættelse inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde efter den nationale lovgivning var udtrykkeligt udelukket fra anvendelsesområdet, som gav mulighed for sanktionering af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold. Disse tidsbegrænsede ansættelsesforhold var således ikke underlagt nogen af de i rammeaftalen oplistede præventive foranstaltninger, hvorfor EU-Domstolen undersøgte, om anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser kunne anses for at være begrundet i de generelle forhold inden for den pågældende sektor.

Arbejdsgiveren påberåbte sig i den forbindelse bl.a., at ansættelseskontrakter inden for den pågældende sektor almindeligvis blev indgået for en bestemt varighed samt budgetmæssige hensyn. Ingen af disse påberåbte hensyn kunne dog begrunde, at der ikke fandtes nogen præventiv foranstaltning mod misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser inden for den pågældende sektor.

EU-Domstolen anførte, at midlertidig ansættelse med henblik på at opfylde arbejdsgiverens midlertidige og særlige personalebehov principielt kan udgøre en objektiv omstændighed, men dog ikke uden, at det konkret kan efterprøves, om fornyelsen af flere på hinanden følgende midlertidige ansættelser har til formål at dække arbejdsgiverens midlertidige behov. I den konkrete sag vurderede EU-Domstolen, at de tidsbegrænsede ansættelser snarere var begrundet i arbejdsgiverens sædvanlige planlægningsbehov, idet balletdanseren gennem en årrække udførte opgaver, der lignede hinanden, og at ansættelsesforholdet dermed opfyldte et varigt behov.

EU-Domstolen konstaterede herefter, at den italienske særlovgivning ikke indeholdt nogen tilstrækkelig, effektiv foranstaltning, hvorefter misbrug af tidsbegrænsede kontrakter inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde sanktioneres, idet det dog i sidste ende tilkommer den nationale ret at efterprøve dette.

Norrbom Vinding bemærker

  • at EU-Domstolen med sin afgørelse fastslår, at rammeaftalens bestemmelse om misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser er til hinder for en national lovgivning, i medfør af hvilken de almindelige regler, der sanktionerer mod misbrug, ikke finder anvendelse for en særlig sektor, når der ikke findes nogen anden effektiv foranstaltning, der sanktionerer mod misbrug.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet