Automatisk ophør af ansættelsesforhold var ikke aldersdiskrimination

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at det fulgte af den for en medarbejders ansættelsesforhold gældende overenskomst, at ansættelsesforholdet automatisk ophørte ved pensionsalderen.

nvi_portraetter_done_014_web.jpg

Det følger nu af forskelsbehandlingsloven, at der ikke må fastsættes en pligtmæssig fratrædelsesalder for en medarbejder – hverken i ansættelseskontrakten eller i en overenskomst. Inden dette forbud trådte i kraft, fremgik det dog af en række overenskomster, at ansættelsesforholdet automatisk ophørte ved opnåelsen af en bestemt alder. Sådanne overenskomstbestemmelser kan opretholdes, når bestemmelsen er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde formålet er hensigtsmæssige og nødvendige.

Denne sag handlede om en medarbejder, som var ansat som ejendomsfunktionær i en boligforening. Af den for ansættelsesforholdet gældende overenskomst fremgik, at medmindre anden aftale blev indgået med medarbejderens organisation, ophørte ansættelsesforholdet automatisk 3 måneder efter udløbet af den måned, hvori medarbejderen opnåede pensionsalderen. Arbejdsgiverorganisationen oplyste, at hensynet bag overenskomstbestemmelsen var, at arbejdet som ejendomsfunktionær er fysisk krævende samt at sikre ældre medarbejdere en værdig afslutning på deres arbejdsliv.

Ejendomsfunktionærens ansættelsesforhold ophørte derfor, da han fyldte 65 år. Ejendomsfunktionæren klagede over ophøret til Ligebehandlingsnævnet, som traf afgørelse om, at det var i strid med forskelsbehandlingens forbud mod aldersdiskrimination, at ejendomsfunktionæren skulle fratræde sin stilling i forbindelse med pensionering. Nævnet kom frem til, at ejendomsfunktionæren havde krav på en godtgørelse på 250.000 kr.

Da arbejdsgiveren ikke ønskede at acceptere afgørelsen fra nævnet, endte sagen i byretten. Retten fandt først og fremmest, at bestemmelsen var objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, idet det fandtes bevist, at arbejdet som ejendomsfunktionær er et fysisk krævende job. Retten henviste endvidere til, at formålet med at sikre en værdig afslutning på deres arbejdsliv flere gange af EU-Domstolen er blevet anset for at udgøre et anerkendelsesværdigt formål, ligesom det også er nævnt i forarbejderne til forskelsbehandlingsloven.

I forhold til betingelsen om, at bestemmelsen skal være hensigtsmæssig og nødvendig, fandt retten, at overenskomstbestemmelsen havde været undergivet overenskomstparternes forhandling, og at det var muligt efter enighed mellem arbejdsgiveren og ejendomsfunktionærenes organisation at indgå en aftale om, at ansættelsen skulle forlænges.

Opsigelsen af ejendomsfunktionæren var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, og boligforeningen blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

  • at den fysiske belastning forbundet med et arbejde og ønsket om en værdig afslutning på arbejdslivet er forhold, der kan begrunde opretholdelsen af en gældende overenskomstmæssig aldersgrænse, og
  • at det forhold, at aldersgrænsen ikke er absolut, men kan fraviges efter aftale mellem parterne, kan være et forhold, der har betydning ved vurderingen af, om bestemmelsen er mere vidtgående end nødvendigt for at opfylde det legitime formål.

Norrbom Vinding har bistået boligforeningen under sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet