Arbejdskraftens knap så frie bevægelighed

Det var en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, at et universitet maksimalt inddrog 4 års anciennitet fra tidligere tilsvarende ansættelser ved fastsættelsen af medarbejdernes løn.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Det følger af EU-rettens regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, at medlemsstater ikke må have regler, som forskelsbehandler borgere fra andre lande i forhold til beskæftigelse, aflønning eller øvrige arbejdsvilkår. Der må heller ikke være regler, der ikke forskelsbehandler, men som i praksis udgør en hindring, der gør det mindre attraktivt at udøve sin ret til fri bevægelighed mellem medlemsstaterne. I denne sag skulle EU-Domstolen tage stilling til, om en regel om maksimalt at medregne 4 års anciennitet fra tidligere tilsvarende ansættelser ved fastsættelsen af medarbejdernes løn udgjorde forskelsbehandling eller en hindring.

Ifølge østrigsk ret og rammeoverenskomst skal universiteter ikke medregne anciennitet fra tidligere relevante ansættelser hos andre arbejdsgivere ved fastsættelse af medarbejdernes løn. Et universitet i Wien valgte alligevel at tildele op til 4 års anciennitet fra tidligere tilsvarende eller nyttige ansættelser ved fastsættelsen af seniorlektorers løn. Ved udregningen af anciennitet var det ligegyldigt, om der var tale om tidligere ansættelser ved universitet selv, ved andre universiteter i Østrig eller ved universiteter i andre lande.

En tysk statsborger blev først tidsbegrænset ansat og senere fastansat som seniorlektor ved universitetet i Wien. Ved fastsættelsen af hendes løn som seniorlektor inddrog universitetet 4 års anciennitet fra hendes tidligere ansættelse ved et tysk universitet, selvom hun havde arbejdet der i 5 år.

Seniorlektoren lagde sag an mod universitetet, fordi hun mente, at begrænsningen af anciennitet fra tidligere ansættelser udgjorde forskelsbehandling, idet arbejdstagere fra andre lande generelt ville have dårligere mulighed for at udnytte deres anciennitet fra tidligere ansættelser end østrigske borgere. Derudover anførte hun, at reglen udgjorde en hindring, som gjorde det mindre attraktivt for arbejdstagere fra andre lande at udnytte deres ret til fri bevægelighed, fordi tilflyttere ville miste deres anciennitet ud over 4 år. De østrigske domstole anmodede EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse.

Ingen forskelsbehandling
EU-Domstolen anførte, at reglen om kun at inddrage 4 års relevant erfaring fra tidligere ansættelser ikke udgjorde forskelsbehandling, hverken direkte eller indirekte, idet reglen gjaldt for såvel østrigske statsborgere som udenlandske statsborgere. Det blev ikke sandsynliggjort, at udenlandske seniorlektorer oftere end østrigske seniorlektorer ville have erfaring fra tidligere ansættelser, som ikke kunne inddrages ved lønfastsættelsen.

En hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed
Til gengæld fandt EU-Domstolen, at reglen til dels udgjorde en hindring for udenlandske arbejdstageres udnyttelse af retten til fri bevægelighed. Arbejdstagere, som har eller har haft tilsvarende arbejde ved universiteter i andre lande, kunne blive afskrækket fra at søge stillingen som seniorlektor ved universitetet i Wien og derved fra at udnytte deres ret til fri bevægelighed. Derfor udgjorde grænsen på 4 års anciennitet for tidligere tilsvarende arbejde en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Det var derimod ikke en hindring, at anciennitet fra tidligere nyttige stillinger, der ikke var tilsvarende seniorlektorstillingen, ikke kunne overføres.

Norrbom Vinding bemærker

  • at EU-Domstolens afgørelse viser, at såfremt det under lønfastsættelsen for medarbejdere inddrages, hvor meget tidligere tilsvarende erhvervserfaring de har haft, kan det være i strid med reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis ikke al erhvervserfaring fra tidligere tilsvarende stillinger inddrages, men
  • at såfremt det under lønfastsættelsen inddrages, hvor meget tidligere nyttig erhvervserfaring medarbejderne har haft, er det ikke i strid med reglerne at sætte en grænse for, hvor mange års anciennitet der kan overføres.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet