Afløserne, der ville have præstationsløn

Opmanden fastslog, at afløsere – i lighed med andre medarbejdere – skal opfylde anciennitetskravet i Serviceoverenskomsten for at modtage præstationsløn.

Skrevet af

En overenskomstbestemmelse skal fortolkes på baggrund af forskellige elementer, herunder den naturlige sproglige forståelse, parternes forudsætninger ved bestemmelsens indførelse og fælles forståelse. På den baggrund skulle opmanden i denne faglig voldgiftssag afgøre, om afløsere efter Serviceoverenskomsten har krav på præstationsløn, uanset hvor lang anciennitet afløserne har.

I medfør af Serviceoverenskomsten har medarbejdere omfattet af overenskomsten krav på ”startløn” i de første 12 måneder af ansættelsen. Efter 12 måneders anciennitet har medarbejderne krav på den højere præstationsløn.

Sagen drejede sig om overenskomstens § 7, stk. 5, 1. pkt., der har ordlyden: ”Ved fremmøde til en aftalt afløsningsopgave betales for minimum 3 præstationsløntimer”. 3F mente, at bestemmelsens ordlyd skulle forstås således, at afløsere skal aflønnes med præstationsløn, uanset hvor lang anciennitet de har.

I den forbindelse gjorde 3F bl.a. gældende, at præstationslønnen skulle kompensere for afløsernes usikre ansættelsesvilkår og give arbejdsgiverne incitament til at fastansætte medarbejdere frem for at benytte afløsere.

Dansk Industri var ikke enige, og gjorde bl.a. gældende, at det ville være uhensigtsmæssigt, hvis afløsere modtog præstationsløn for derefter at modtage (den lavere) startløn, hvis afløseren blev fastansat.

Parterne var enige om, at afløsere, der opfylder anciennitetskravet, er berettiget til præstationsløn. Sagen drejede sig dermed om, hvorvidt afløsere, der ikke opfylder anciennitetskravet, også er berettiget til præstationsløn. Dette skulle afgøres ved en faglig voldgift.

Den naturlige forståelse
Opmanden lagde i sin afgørelse vægt på, at den naturlige forståelse af Serviceoverenskomstens § 7, stk. 5, baseret på ordlyden samt bestemmelsens placering i overenskomsten måtte være, at bestemmelsen ikke regulerer afløseres ret til præstationsløn, men at bestemmelsen derimod sikrer afløsere en minimumsløn. Opmanden fandt herefter, at afløsere – som alle andre medarbejdere – ifølge ordlyden skal have 12 måneders anciennitet for at modtage præstationsløn.

Spørgsmålet var herefter, om overenskomstens forhistorie kunne begrunde, at den skulle forstås anderledes. Opmanden lagde vægt på, at 3F under overenskomstforhandlingerne havde fremlagt udkast til protokollat til overenskomsten, hvoraf det fremgik, at afløsere skulle modtage præstationsløn. Dette blev imidlertid ikke medtaget i den endelige overenskomstfornyelse, hvorfor det måtte påhvile 3F at godtgøre, at det alligevel var den retsstilling, der havde været parternes hensigt.

Dette fandt opmanden ikke, at 3F havde godtgjort under henvisning til parternes forskellige opfattelser af forhandlingsforløbet og retsstillingen under de tidligere overenskomster. Dansk Industri blev dermed frifundet.

Opmanden udtalte afslutningsvis, at bestemmelsen i Serviceoverenskomstens § 7, stk. 5, skal forstås således, at bestemmelsen skal sikre, at afløsere ikke kan aflønnes med en løn, der er lavere end 3 timers præstationsløn.

Norrbom Vinding bemærker:

Afgørelsen illustrerer konkret for Serviceoverenskomsten, at afløsere er omfattet af de almindelige lønbestemmelser i overenskomsten, hvilket betyder, at medarbejdere med under 12 måneders anciennitet modtager startløn, og medarbejdere med længere anciennitet modtager præstationsløn. Dog skal afløsere altid aflønnes med en løn svarende til 3 timers præstationsløn.

Afgørelsen er derudover et eksempel på, hvordan en overenskomstbestemmelse kan fortolkes ved brug af ordlydsfortolkning i sammenhæng med parternes forudsætninger ved udformning af bestemmelsen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.