ADHD var ikke et handicap

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven at afskedige en pædagog med ADHD, da sygdommen ikke havde medført begrænsninger i tilstrækkelig lang tid til at udgøre et handicap.

nvi_portraetter_done_014_web.jpg

For at en medarbejder kan anses for at være handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, skal denne have en funktionsbegrænsning, der udgør en hindring for at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre medarbejdere, og denne begrænsning skal være af lang varighed. Sidstnævnte kriterie var omdrejningspunktet i Ligebehandlingsnævnets afgørelse i denne sag, hvor en pædagog med ADHD var blevet afskediget.

Den omhandlede pædagog var tilknyttet to klubber, hvor han bl.a. spillede musik med børnene og tog med på ture og kolonier. I starten af januar 2018 blev han fuldtidssygemeldt på grund af mavesmerter og træthed. På baggrund af en sygefraværssamtale og en mulighedserklæring blev det aftalt, at han skulle påbegynde arbejdet i slutningen af februar med 20 timer om ugen fordelt på 4 dage.

I samme periode havde pædagogen været under udredning for mulig ADHD, der blev diagnosticeret i marts 2018. Han påbegyndte herefter medicinering for at mindske virkningerne af sin ADHD, hvilket dog førte til en række bivirkninger i form af træthed og depressiv tilstand. Der blev efter pædagogens delvise raskmelding afholdt flere samtaler med arbejdsgiveren, hvor pædagogens helbredstilstand og udfordringer blev drøftet.

I maj 2018 blev pædagogen atter fuldtidssygemeldt – denne gang som følge af bivirkningerne ved medicinen. Af en lægeerklæring af 3. juli 2018 fremgik det, at pædagogen forventedes at være fuldtidssygemeldt i yderligere 3 måneder. Få dage efter blev pædagogen påtænkt afskediget under henvisning til, at hans sygefravær var uforeneligt med driften, og da der ikke var udsigt til, at han ville genoptage arbejdet på fuld tid inden for en overskuelig fremtid.

Ikke lang varighed 
Pædagogen klagede over afskedigelsen til Ligebehandlingsnævnet og gjorde gældende, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, da han var diagnosticeret med ADHD. Medicineringen havde reduceret hans arbejdsevne på grund af bivirkningerne, og det burde derfor have stået arbejdsgiveren klart, at han havde et handicap.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at pædagogens ADHD hindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Begrænsningerne havde dog ikke på afskedigelsestidspunktet haft en lang varighed. Da der heller ikke forelå en lægefaglig prognose, der beskrev fremtidsudsigterne for pædagogens funktionsbegrænsninger, fandt nævnet det ikke godgjort, at pædagogen havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Pædagogen fik derfor ikke medhold.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, at det er ikke afgørende for vurderingen af, om en medarbejder lider af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, at medarbejderen er diagnosticeret med en bestemt lidelse, men derimod hvor længe denne lidelse har begrænset (og fremadrettet vil begrænse) vedkommende i at udføre sit arbejde på lige fod med andre.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet